Jeg elsker Dig mer, end et Menneske maa,
hellige Nat —
naar Mørket har gemt sig i Hytte og Hus,
under Løv og i Krat.
Naar Skovenes Træer er mægtige Søjler
i Mulmets Palads,
hvor Hvælvingens Dunkle er plettet med Ruder
af drømmende Glas.
Og Landet i Lyset af Maanen er smertelig
dejligt at se
som Barndommens Drøm om et lykkeligt Land
hos en Eventyr-Fe.
Men den, der har anet en levende Lykke
og troet derpaa —
og elsket en Drøm om et Menneske mer,
end vi Mennesker maa — —
Han standser, hvor Havernes blomstrende Sti
aabner Løvet paa Klem,
og skimter en Rude, et Hus og et sovende
Menneskehjem —
Og ved ikke, hvorhen hans Tanker for Længsel
og Smerte skal ty — —
Aa, Hjerter og Blomster og Muld, I er Daarer
paany og paany.
Du Hjerte, der blomstrer i Savn og i Længsel
for helt at forgaa,
Du véd, der er Straf for at elske en Drøm
mer, end Mennesker maa.