Axel Juel (1883–1948)

Salutkanoner bragede,

og alle Master flagede,

da det af Havnen gik —

man stod med Haanden over Bryn

og syntes, at man saa et Syn

og hørte fjern Musik.

Kanoners Munde blinkede,

og alle Hænder vinkede

— selv de, der skulde ro —

Men Chefen stod saa tavs og saa

det skønne Land, der bag ham laa,

højt fra sin Panserbro.

Og Løftet, som han lovede,

det var, at Alt han vovede

for denne milde Strand:

sit Liv — sin Lykke og sin Sorg —

det Skib, der var hans Hjem, hans Borg

Alt for sit Fædreland — —