Nu er alle Broer sprængte
mellem Kyst og Kyst,
nu er alle Sunde stængte,
Gæstevenskabs Love slængte
hen som usle Tanker, tænkte
i blødagtig Lyst!
Nu er alle Næver knyttet —
aabnes kun mod Byttet!
Knejsende paa Kyster fjerne,
dronningstolt og hvidt,
løfted Fyret sin Lanterne:
„Ærer Du min Ledestjerne,
skal jeg Dig mod Faren værne
og bevare Dit!”
Nu har Mørkets Favn sig lukket,
nu er Stjernen slukket!
Hvor en Anløbsbro sig strakte
som en venlig Haand,
der udover Bølgen rakte
Velkomst mod, hvad Havet bragte,
hvert et Skib, som saas at fragte
fremmed Gods og Aand —
hadefulde Øjne spejde:
„Ingen gir vi Lejde!”
Selve Verdenshavet bobler,
og dets Bølger spy
Dødsensangst, der Had fordobler:
onde, rædselsvangre Gopler
slynger højt — lig sorte Popler —
Vrag og Vand mod Sky — —
Had, der brød sig Vej i Blinde,
rammer Ven som Fjende — — —