Alverden i martrende Fængsel er holdt,
hvor Angsten er Jern, og hvor Sorgen er Rolt,
hvor Glæden er glemt og den gode Natur,
hvor Sulten er Bøddel, og Hadet er Mur!
Aa, Fred — naar Du finder den hærgede Sti,
naar Du vil den smægtende Verden befri,
da blir det for alle, fra Pol og til Pol,
som gensaa de Himmel og Stjerner og Sol.
Da stiger en Bølge af Bøn og af Sang,
da løses de Hjerter af snærende Tvang.
Men mangen vil kende sig mødig og svag
paa vaklende Fjed i den vældende Dag.
Og Kvinder vil græde af Fryd ved Din Fest
og kysse Din Kappe, Du himmelske Gæst,
men mange vil mene, at Mørket var bedst,
for de fik Dit Bud af en herreløs Hest.
Naar Verden igen bliver helet og lægt,
da hvisk om hin Gru for den glemsomme Slægt,
om Krigen, der kaarer de kraftige Kuld —
de gamle bag Baarer, de unge i Muld!
Fortæl, at hvor Kornet nu nynner sin Sang,
der gjaldede Hornet i Kamplarm en Gang.,
der segned i Blod Millioner af Mænd,
og Byer blev Aske, som vejredes hen.
Fortæl om, at Manddom og straalende Mod
var Ofret, da Verden engang gjorde Bod —
men hvisk om, at nu vil Du standse hver Pil —
thi lutret i Graad er det evige Smil!