I
Du er hvert taaget Efteraar
vor Længsel imod Vaar —
snart slumrer træt og furet Jord,
men dybt det fine Foraar gror —
vi venter trygt Dit Blomsterflor,
vi stoler paa Dit Ord!
Beaander Du med Livets Lov
det Stof,’ der sjælløst sov,
og finder Du i Aand og Ord
de dulgte Evighedens Spor,
da har Du Sandheds Vej erkendt,
da er Du ret Student!
Og da blev Du en Pryd for os
— ϰαλός ϰαί ἀγᾶϑός —
da faar Du Visdoms rige Løn,
og ser som sand Minervasøn
en Verden fuld af Fryd og Ve,
hvor flest kan intet se.
Vi tænder Festens Blus for Dig,
vor Fremtids friske Maj;
men naar de Fakler er brændt ud
og slukt er Festens Straaleskrud,
Din stille Lampe være tændt,
mod Evigheden vendt!
II
Vi hilser Dig med et: Giv Agt!
Du unge Fanevagt!
Din Fjende er Dig altid nær,
han fylker Kræmmersindets Haer.
Løft højt Din Svøbe, hvis han naar
til Aandens Tempelgaard!
Han hader Dig, hvis Du er sand,
af Hjærtet Adelsmand —
men gav sin Tryghed, tung og trind,
for Angsten i et ædelt Sind,
og for at vaagne blot eet Gry
med bange Fryd paany.
Tag som en Ære, stolt og glad,
hans graa Plebejerhad —
men hils den gode Proletar,
der tunge Sten til Værket bar,
og elsker, hvad hans Næver tar,
og hvad hans Værktøj skar.
Forsvar det Rige, som er Dit,
— felix faustumque sit! —
den Fryd der gror af Aand og Muld
og skælver under Solens Guld;
da vækker Føbos Dig hvert Gry
med Broderkys paany!