Søtræfningen ved Helgoland
Af Kantate ved Mindefesten i Odd-Fellow-Palæet
Af Kantate ved Mindefesten i Odd-Fellow-Palæet
Den 9. Maj 1914
Den 9. Maj 1914
SOLO-KVARTET OG KOR
Evigt rinder Danmarks Graad for den tabte Søn.
At han kom tilbage, var længe Landets Bøn.
Hulket ud blev det Bud: Dannevirke rømt —
dræbt og haanet laa en Drøm, et Land og Folk har drømt.
Fod for Fod af Hjerteblod strimes Slesvigs Jord,
Undergangen følger i Hærens røde Spor;
smertesløv gaar hver Mand, førende sin Hest —
om nu Døden tog ham, var det for hans Hjerte bedst.
Nævers Greb om frosne Reb, Folk som Trækdyr gaar,
danske Feltkanoner vor Fjende ikke faar!
Afmagt nær er en Hær i den bitre Nat,
slagen haardt af Mismod og af Tro og Haab forladt.
Men vi ved, dens Kærlighed kunde ikke dø,
Purpurskrud sig folded ud af Trofasthedens Frø.
Dybbøls Blod, Løvemod, vidner højt derom,
Heltedaad for Tidens og for Evighedens Dom.
Bøjet over Graven som Silkefaners Rad
er vort Sind og Tanke — dog stiger Sangen glad:
Afmagt slog, Døden tog, Lykken kom dog til,
flyve skal de Faner højt og klinge skal vort Spil.
Tapre Mand fra Helgoland! Smilet i vor Nød!
For en tørstig: Væde, og for en hungrig: Brød!
Sejrens Krans blev dog hans. Hil det raske Kor,
der har talt med Malmets Sprog de sidste danske Ord!
KOR
Herlige Lyd,
Sømandens Fryd,
Sejlenes Sus fra Skanse til Spryd.
Brisen er lun,
Vant og Bardun
synger, og glad Neptun
omrisler saa blidt det svajende Skrog —
saa gaar det stik i Syd:
at lystre, det er Soldaternes og
en Sejlers Dyd.
Luver den op,
duver dens Top,
vi haler tot hver Bras og hver Strop.
Det lille Sving,
Skagen omkring,
er jo slet ingenting.
Saa stryger vi ned langs Lyngens Land,
som Sky mod Himlens Grund —
en Sky, der vil sende Lynenes Brand
i Farens Stund.
Ærligt forhadt
er vor Fregat
fra mangen rask Blokade-Tagfat.
Snart har vi ladt —
riflet og glat
dundrer et pereat!
Granaten vi sender, hidsig, paa Rov,
den hede Tigerkat,
den river hans Rig og flænser hans Bov
og gør ham mat!
RECITATIV
„Klart Skib” er bleven blæst og Topgasterne sendt op
med Rifler og med blanke Falkonetter,
og Sejlene beslaaet fra Dæk og til Top,
paa Plads hver Mand fra Chefer til Kadetter,
Kanonerne er surret los og Kugler lagt i Krans —
Orkestret er beredt til at spille op til Dans — —
„Den Gamle” har talt, saa det genlød om Bord —
og den, der taler sjældent, naar til Bunds med sine Ord —
„De pinte os ved Dybbøl, nu gir vi dem igen”!
De Ord gik som een Vilje gennem alle Hjerter hen.
For Suenson var Chefen, var Manden iblandt Mænd,
en Fører, paa hvem Folket kunde lide,
og fandtes der en Kryster, og „Den Gamle” kom hen —
da gik han glad i Døden ved hans Side!
For vel var Chefen barsk, og hans Blik en farlig Pil,
— men den, der mest er mørk, naar til Hjertet med et Smil —
og havde han af liden Aarsag brummet op og bandet,
og været som et voldsomt henfarende Vejr —
i Stormen var han Olien paa Vandet!
Kun Baadsmanden forude, der tager sig en Pris,
er ikke rigtig glad ved Kamp-Befalingen,
for han har lige malet, og bekymret paa sin Vis
han ser omkring og op mod Stængesalingen
og mumler, mens han tænker paa Flænge og paa Flis:
„Idag vil det gaa ud over Malingen —”
Saa skaffes der i Stilhed paa Dæk og Batteri
— den underlige Stilhed før Stormen sætter i —
for nogen skaffer aldrig mer, naar Kampen er forbi.
og En gir i Tavshed Haanden til sin Ven;
det er et tyst Farvel, hvis de ikke ses igen.
Stille, aa, saa stille — for det er jo dog saa sært,
at vide: inden Aften er der hændet lidt af hvert.
Nærmere og nærmere, det syntes Fod for Fod,
gled Skibene hinanden — da mødtes Mod med Mod,
da mødtes stejle Viljer og Mænd, der ikke flyr —
„Skyd, naar I kan — paa Stævnen — godt Sigte — og saa fyr!”
Kanonerne brøler som i Smerter
og braser i Brogene som indestængte Dyr
og hugger i de knagende Raperter,
men stærke Næver bakser dem i Portene igen,
og fyrer og lader, mens Røgen driver hen —
og højt over Dampen og Bulder og Brag,
højt oppe i den straalende, solklare Dag
over Kamptumlens hidsige Stigen
Falkonetternes Søfugle-Skrigen!
Da høres to sælsomt fortryllende Ord —
de hvisker sig frem til hvert Øre om Bord,
de stiger med mægtige Vingeslags Brus,
de griber hvert Sind med en svimlende Rus,
de slapper de anspændte Hænder —
Schwarzenberg brænder!!!
SOLO MED KOR
Kanonerne tier, mens Røgen driver væk —
og Jubelen forstummer over Sejersskibets Dæk.
Ad larmdøvet Øre og glædesvimmelt Sind
der sniger sig en Tone dybt i alle Hjerter ind.
Og Glæden maa standse med dæmpet Aandedræt —
for Sorgen har jo høstet i det trange Lazaret.
Dernede har de lyttet til Slagets djærve Gang,
glemt deres Kval og Pine for Hjertets Jubeltrang.
Og istemt Sejrens Hurra, skønt haardt det bed og kneb —
selv Døden maatte slække for et kort Sekund sit Greb.
Thi købte de med Livet for Danmark Sejrens Lod —
hvor er da, Saar, Din Pine, og hvor er, Død, Din Brod —
Saa svøbte man de døde i Flagets skønne Dug —
krudtsværtet Haand fik visket en Taare bort i Smug.
De Baade glider sagtelig vort Broderland imod —
mens sænkte Faner vajer tungt, som drypped de af Blod.
Dèr hviler de, som frejdigt sig selv for Danmark gav,
og gode, milde Hænder har smykket deres Grav.
KOR
Vi staar Kronborg ind,
Helsingør imod os flager,
i den milde Vind
hundred Baade om os vager.
Se med Blus paa Kind
unge Kvinder mod os drager,
for vort glade Sind
ingen synes før saa fager;
men vi ved et Navn,
der os helt om Hjertet tager,
som en kærlig Favn —
Vort Maal er København!
Ja, vi kommer hjem
med en Smule reven Trøje,
det er ligefrem,
man maa lidt for Stadsen døje.
Men med Fynd og Klem
slog vi, lod os ikke nøje,
vi tog ti for fem —
Aa, hvor frydedes vort Øje,
da et herligt Skud
— som en gylden Papegøje
folded flammende ud
hans Foremærseklud!
Hvilken Larm og Støj,
Sind og Sans forgaar os ganske —
i en Sky af Røg:
„Sjælland”, „Thor” og „Holger Danske”
Og, hvem kommer dér —
se, Chaluppen mod os stiler,
snart er den os nær,
Chefen ned fra Broen iler —
KONGEN stiger op,
takker, roser, nikker, smiler —
Hjertet fløj i vor Krop,
som Flag fra Gaffeltop!
RECITATIV
I mindes vel Dagen, ærværdige Mænd,
og tit har I manet den frem for Jer Tanke
og kendt Jeres Hjerter saa frydefuldt banke —
vi hilser Jer alle med Glæde igen!
Vi hylder „Den Gamle” — den barske og grumme —
og dem, der i Tiden blev stille og stumme,
vi hylder Jer alle, ærværdige Mænd!
Vi beder, at Danmark, ifald det igen
blev tvunget til væbnet at møde en Fjende,
maa skabe sin Fremtid et lysende Minde,
som det, I har rejst paa dets mørkeste Vej
hin sollyse niende Maj!
FÆLLESSANG
I Tidens Gry en Verden steg
af Hav, af Hav!
Og Lande dukked frem — og veg
for Havets Magt i trodsig Leg —
nu minder kun om Urtids Eg
det gule Rav.
Ja, Verdners Liv i Lyst og Nød
sank atter hen i Havets Skød
og tav.
Den Brink saa brat og brænding-vaad
og Havets Spejl
har hilset Danmarks første Daad
en egetømret Vikingbaad,
der skar igennem Bølgens Fraad
for Pres af Sejl,
et Drageskib, der drog af sted
og tæmmed Havets Harme med
sin Plejl.
Du stolte Hav i Braad, i Brand,
i dunkel Ro —
snart styrter Du Dig grum mod Strand,
snart glatter Du det hvide Sand
og buer fint fra Land til Land
Din Bølgebro.
Vort Sind er lutret i Din Daab,
Du bølger i vor Elskov, Haab
og Tro.
De Vingesnækker svandt i Sky
mod Sagas Strand,
men efterlod et Ørnery
fra Vikingskibets Skjoldegny
og Bispens stærke Flaadeby
til Helgoland.
Om nogen nu kom hid paa Rov
Staalhajen jog dybt i hans Bov
sin Tand.
Vort Fædreland i Nordhavs Sus,
Du fostrer Mænd,
der værner deres Fædres Hus.
Aa, Du, der steg af Bølgens Brus,
og hviler sødt i Sol og Gus
Din skønne Lænd!
Aa, Danmark, Danmark, Du er vort,
til Du i Havet glider bort
igen!