Andreas Dolleris (1850–1925)

A

Ak, hvor Sangens Trækfuglskare har forladt os inden kort

Alfarvej en Vej sig Trindtom Jorden spænder —

D

Dag! du, som smykkes

De raaber: Vend Deres Øje mod Øst

Den lyse Sommer har Farvellet sukket

Den Morgensang, som Slægtens Vise sjunge

Den Sommerdag med Roser paa sit Bord

Den Vej, som fra Barnets Vugge gaar

Der findes en gammel Vise

Dér, hvor man fordum, med Rædsel for Livet

Der til mit Øre naaer en sælsom Klang

Deroppe, hvor Flyvesandet leger Tagfat

Det anes af vor Tanke

Det Land, hvis Rugmark bølger

Det lære skal hver Dødelig at stave

Du helt fik Øre for hint Digter-Kor

Du, som de bløde Hynder har tilhuse

Du, som viet har de grønne Lunde

Du straalende Dag

E

Efter Livets Storme, naar en

Ej paa et kongeligt Domæne

En Cirkus-Pyramide

F

For Dagen og for Livet

For dine Ungdomskræfter

Fra Danmarks lyse Bøge

Fra et Vidunder-Land, med et straalende Slot

Fra Winthers Bøge

H

Helt sjelden spilled Solen i din Rude

Hver Dag, som hæver højt sin stolte Pande

Hør, Dampen messer i hver Skorstenspibe

I

I Hjemmet, tavs i Stuen

J

Ja — havde han kun skrevet denne Sang

Ja, spil for dem, hvem Tonens Kunst kan røre

Jeg bringer Dig en duftende Buket

Jeg føler mig saa ung, saa glad

Jeg gik i et sildigt Efteraar

Jeg kaldte Dig min Haves Tusindfryd

Jeg sidder her, fordybet i min Lykke

Jeg tror paa Lykken for det unge Mod

N

Nattens Vaaning til Facade

Naar Dagen, den slukker sin Lue

Naar Dagens travle Værksted har lukket sin Dør

Naar du flytter din Fod fra Vejle By

Naar Luften bølger under Lærkesange

O

Om hundrede Aar, naar denne Skov

Op fra Skræntens brune Flade

P

Pris i en Højsang Dagen, som vi naaede

Paa den ene Side af Laagen

Paa den uhyre Valplads

S

Se, de flokkes, Skovens travle

Som Rosenknoppen, der i Mosset boer

Sommerens Saga vi læste tilende

Saa tidt har jeg staaet ved et Jernbaneled

T

Tilfældigt er det, hvor mit Digt skal strande

Trækfuglene drage

U

Ud vi rejser, naar vor Dag oprinder

V

Vel har jeg vugget mig i Drømmens Rige