»Ak, hvor Sangens Trækfuglskare har forladt os inden kort« —
Folkets Sanger under Snefog fløj med Foraarslærken bort:
Lærkelil, der kvad »ved Løvspring« med al Vaarens Fryd i Pagt,
sang om Korsets tusind Veje og om Nattens Stjernevagt.
Danmark! du hans Navn bevare, mens dit bløde Maal har Klang!
Da du var »i Nød og Fare«, skrev han dig sin bedste Sang.
I sin Kunst, dens fine Rhytmer, bragte dig han Trøstens Væld,
lagde Haab i »Sørgetoner«, da din Skjæbne gik paa Hæld.
Han, der elsked Hjemmets Roser, Bukkartæppet paa dets Jord,
søgte gjennem øde Egne dog i Støv sin Frelsers Spor;
søgte Verdens Reformator ved det grønne Thabors Fod, —
fandt hin Læge og — den Sygdom, der nu isnet har hans Blod.
Lykkens Ganger saa’ han springe — greb dens Tøjler paa sin Sti.
»Altid frejdig« var hans Stemme — altid ren og altid fri:
Sang han om den Skov, der tæltes ny og frisk fra Slægt til Slægt,
eller om den Jord, der væltes om vor Sol, trods Syndens Vægt, —
Sang han Vaarens Paaskesalme, eller Somrens Grundlovssang —
Han var ny — og dog den gamle: evig ung — det blev hans Rang!
Hal og Hytte gav han Texter, — Drot og Bonde Melodi; —
ejed Sjælens dybe Alvor, Lunets fine Skjælmeri!
— Du, der sang om Jordens Fylde og »det ubekjendte Land«,
har, midt i Kolumbusfesten, selv du naaet din Palmestrand?
— Ren af Hjerte, god af Tanke — denne Sandhed er Dig sagt:
Jeg min sidste Tak Dig bringer for den Haand, Du mig har rakt!