Om hundrede Aar —
[En Foraarsdag paa en Skrænt i Vejle Nørreskov, med Udsigt til Kirkegaarden]
[En Foraarsdag paa en Skrænt i Vejle Nørreskov, med Udsigt til Kirkegaarden]
Om hundrede Aar, naar denne Skov
gik med Røgens Atomer i Sky,
skal Fuglene synge Alskabningens Lov
i de Træer, som løves paany!
Om hundrede Aar gad jeg sætte min Fod
paa denne velsignede Skrænt, —
og Alting var nyt — kun velbekjendt
den Bølge, som gaar mig med Sang imod!
Om hundrede Aar — om hundrede Aar! —
Jeg gad leve i denne Stund
og se, som idag, den unge Vaar
og hver glødende Rosenmund!
Om hundrede Aar, om hundrede Aar,
naar Nutids-Slægten er fejet bort,
da ved jeg, hvad der er mit, der er vort:
hin Forraadnelsens sirlige Urtegaard!
Om hundrede Aar — ak nej, om ti
da knuges min Nakke af Tidens Vægt:
Hvad er Livets foryngende Poesi?
Hvad er jeg, hvad er hele vor syndige Slægt?
Om hundrede Aar — ak nej, om fem
da sagtnes maaske mine Skridt —
og, kortsynet selv, kan jeg øjne frem
til den Stund, da mit Haar bliver hvidt.
Om hundrede Aar — hvor den knuger mit Sind,
den Time, som forestaar:
naar jeg viljeløs skal bæres ind
i Fortvivlelsens Ormegaard.
— Saa gjør baade Sejl og Roret klart!
grib fat paa din Aares Skaft:
Saa knugende kort er din længste Fart —
udnyt da din Ungdoms Kraft!
Du sætte for Ploven Hestenes Spand;
du lytte til Byhornets Gjald!
Det drøner over de Levendes Land:
du agte paa Tidens Kald, —
thi de stærkeste Stammer de staar for Fald!
Om hundrede Aar al Slægten er ny
som de Træer i denne Skov!
Men en Vaar, som idag, over Vejle By
skal bære det Skabtes Lov!