Trækfuglene drage
i store, susende Skarer mod Syd;
se dig tilbage:
Hvor er nu alle Somrens henrivende Dage?
Sommerens Fryd?
Træerne brune
tegner mod Himlen en underlig, tungsindig Skrift:
Rune ved Rune!
Læs deres Stave,
du, hvis Asyl bli’er en Grav mellem tusinde Grave,
trods al din Bedrift!
Efteraarsøde!
dig faar jeg aldrig Stemme og Mod til ærlig at prise,
aldrig min Vise,
den skal dig synges imøde;
thi jeg har hjemme i Somren, hvor Roserne gløde,
— ej hvor de døde!