Saa tidt har jeg staaet ved et Jernbaneled,
før Exprestoget kom,
og set paa de ilende Sjæle,
der stjal sig til at aabne, uden Rist eller Fred,
den stængede Bom.
Jeg har øjnet dem pile, En efter En,
over Skinnernes Staal,
som om Djævelen var dem i Hæle —
som jog hver Tanke de travende Ben
mod et eneste Maal.
Jeg har set det sig nærmende Lokomotiv,
imedens jeg grubled:
Se, de kjøber just Tiden den dyre,
de Folk, som vover baade Lemmer og Liv,
ifald, at de snubled!
Paa Menneskekarakteren det øged min Tro,
(var end svag den til Tide,)
medens bort hvæste Dampens Uhyre:
— — — — — — — — — — — — — — —
Da saa’ jeg de Travle staa lænet og glo
over Ledets den anden Side!