Andreas Dolleris (1850–1925)

Helt sjelden spilled Solen i din Rude,

mer sjelden den forlod dit Øjes Lindse, —

og jog end Vinterstormen vildt derude,

der i din Stue var en Glød af Pintse.

        Men læstes Vaarens Skrift paa Træets Blade,

        og hang i Somrens Luft hver Sangens Lærke,

        Du boede lige trøst i Sværtegade,

        hvor Røgens Skyer sortned Loftets Flade, —

        hvor Vindvets Bøgetræer var Helgenmærke.

— Min gamle Lærer, og min ædle Mester!

min Ungdomsven paa firsindstyve Aar!

Du Aandige blandt alle Aandens Præster,

som præked i vor Digtnings Tempelgaard!

Du, der var finere af Sprog og Øre,

Du, der var sundere af Sands og Vid

end dem, der laante Navn din egen Tid,

end dem, som Masserne paa Tungen føre:

Jeg skylder Dig en Tak af Hjertens Grund!

                        — Til denne Stund

for mig din Digtning blev en Ungdomskilde:

Den drager magisk end sin Tryllekreds —

                        og Bacchus ses

i Monte Porcia ved Osteriets Gilde!

                        »En Tyv i Rom«¹

har — efter Kunstens Love — faaet sin Dom:

den af din Rhytmes Ild er brændemærket!

                        Mens sjælesund

Du »spejded i den grønne Lund«²,

dit Tonevæld blev dér forynget og forstærket.

»Saa voxte Aftenskyggerne, Du Kjære!«³

                        Det blev din Ære:

dit Ungdomsmod til Gravens Rand at bære,

mens Mangt forældedes og gik paa Hæld.

— Og løb for tidlig jeg af Laug og Lære o

g fandt en Tumleplads som Arbejdsbi, —

                        din Poesi

jeg elsker dobbelt i min lave Sfære:

den blev mig »Honning fra Hymettus’ Fjeld«⁴.

Den blinde Eros flagred i din Stue,

han rørte varsomt ved din Guitars Streng,

og, mens Du nynned »til min egen Dreng«⁵ —

din Sang blev »viet Guden og hans Bue«⁶.

        Din Ungdomskjærlighed — din tabte Lyst —

        den drog et dæmpet Vemod i dit Følge.

        Men Hjerteslagets Varme i dit Bryst,

        den bares til Dig af en sydlig Bølge.

Du elsked Jorden, mer end Himlens Stjerner,

og mer end Drømmens Leg din Sjæls Fornuft:

Din Dag var Høstens — med September-Luft —

og din Pokal »den ædleste Falerner«.⁷

        Hvor ejed Ungdom Du, trods Aar og Savn!

        Med lønlig Gru Du saa til »Rejsestaven«.⁸

        — Du, der var Tolk for Bøgeskovens Ravn,

        dit Epitafium værdigt blev dit Navn —

blev Christian Winthers Bøgetræ paa Graven!