Endt var Osteriets Gilde, —
Det var over Midnat silde,
Og „God Nat!” og „gute Nacht”
Meer end Snese Gange sagt —
Ingen rigtig lystre vilde:
Bacchos er en Ven af Natten,
Vredes, naar man griber Hatten,
Og hans Drue, klar og mild,
Funkler med en dobbelt Ild,
Naar ved Lys han viser Skatten.
Og skjøndt Alt holdt gode Miner
Med en Gud, som straffer, piner,
Foer vi dog af Hallen ud
Ved hans lunefulde Bud
Næsten som en Flok Delfiner. —
Endelig blev Gaden øde,
Og den fjerne Latter døde —
Jeg stod ene, saae mig om,
Henrykt at jeg var i Rom —
Tanken fik mig til at gløde!
Maanen lod sit Sølvlys svømme
Ned mod Jorden som i Drømme,
Og det slumrende Palads
Og Balconens tomme Plads
Bæved som af Minder ømme.
Nu mig hilste, næsten hjemme,
Susende Tritonens Stemme,
Som med Lunger af Granit
Sprøited Straalen himmelvidt,
Naar den først slap ud af Klemme.
Midt paa Pladsen holdt jeg stille
Og saae Maanens Glimmer spille
Sælsomt paa min Rudes Glas
I mit Hjem, hvor sødt tilpas
Snart i Fred jeg blunde vilde.
Der var Fleer end jeg dog vaagen —
Dybt i Skyggen, skjult i Krogen,
Knuget tæt til Husets Muur
Stod Bevæbnede paa Luur,
Og de speided efter Nogen.
Og jeg sukked: „Nat, Du blide,
Ogsaa Du har Angst og Kvide
I dit Skjød og lønlig Gru!” —
See, da stod i samme Nu
En af Hine ved min Side.
„Om det Dem behage maatte —
Vi skal fange her en Rotte,”
Hviskede hans Bas med Liv;
„De forstyrrer os, tilgiv,
Derfor gaa, felice notte!” —
Mandens Ord var let at tyde,
Blindt jeg havde her at lyde,
Skjøndt det er mod min Natur,
Og i Bøn jeg bad Merkur
Stymperen sin Hjælp at yde. —
Glad jeg atter saae min Stue,
Tændte Romerlampens Lue,
Som med sine Flammer tre
Og antike Duft maaskee
Altid var min Fryd at skue.
Og i Lampens muntre Flamme
Lyste Maanen med det samme,
Sneg sig med sit blege Skin
Lig en natlig Elsker ind
Gjennem Vinduernes Ramme.
Ihvor høit mit Hjerte sætter
Sydens mageløse Nætter,
Har dog Leiets milde Ro,
Helst naar Klokken gaaer til To,
Ogsaa sine Skjønhedspletter.
Og det bredte sine Arme,
Tog imod mig med en Varme,
Nu da Lyset sluktes ud,
Næsten som en kjærlig Brud,
Der har ventet med lidt Harme.
Sælsom bygt den Bro maa være,
Som saa ubemærkt kan bære
Sjælen fra sin vaagne Stand
Hen til Phantasiens Land
Og til Drømmens Atmosphære.
Fra Tritonen hist blev Lyden,
Trods sin Brusen og sin Bryden,
Snart som festlig Klang af Glas,
Snart som Hvisken af en Bas,
Snart som liflig Sang fra Syden.
Men med Et veg Drømmetaagen —
Pludselig min Sjæl blev vaagen;
Som en Fugl fløi Søvnen væk,
Og jeg anede med Skræk:
I min Stue var der Nogen.
Og jeg lyttede forfærdet —
Ganske tæt ved Hovedgjærdet
Pusled det paa dæmpet Viis —
Ja, jeg følte Angstens Iis —
Ei mod Sligt mit Mod var hærdet.
Og med Gru kom mig i Sinde
Hvad nu klart sig lod forbinde —
„Det er Ham — Du milde Gud!
Rotten, som er flygtet ud,
Og som skjuler sig herinde!”
Værgeløs mig Himlen sendte
Tanken, ganske tyst at vente,
Lade som om trygt jeg sov:
„Lad saa Tyven ta’e sit Rov,
Meget er her ei at hente.”
Af og til mig bragte Tiden
Samme Lyd, men svag og liden: —
Da lidt Ro i Blodet kom,
Vendte jeg mig sagte om,
Og jeg skottede til Siden. —
Maanen lyste med sin rene
Sølvglands til den tause Scene,
Faldt med al sin milde Fred
Hen paa mig og — Tyven med,
Ak, thi jeg var ikke ene;
Høit paa Lampens ydre Bredde,
Klirrende med Lampens Kjæde,
Sad i Ro en lille Muus,
Fik sig der en rigtig Ruus
Af min Olie den fede.
Og den nød i Mag sin Hvile,
Tænkte langtfra paa at ile.
Nei den drak af Hjertensgrund,
Slikkede sig om sin Mund,
Saa selv Maanen maatte smile;
Og som flink Matros i Rangen
Fired den sig ned af Stangen,
Da den havde nydt sin Drik —
Og forsvandt, den lille Strik!
Og blev ikke dengang fangen. — —
Mig Apollo mildt beskytted,
Nattens Kogleri var flyttet —
Vel blev Rotten kun en „mus”
Og dertil „ridiculus”,
Men jeg var dog glad ved Byttet.