Jeg tror paa Lykken for det unge Mod,
det lægger nok en Verden for sin Fod.
Hin Ungdom elsker jeg paa tyve Aar,
med Sol i Sind, med Roser i sit Haar, —
Og den bag graanet Lok og rynket Kind,
der tændte Foraar i det gamle Sind.
Jeg elsker Drømmen — Ungdomslivets Verden —
skjøndt vaagen gaar min Vej i Døgnets Færden.
Thi hvor jeg boer, der boer jeg ganske trygt,
mit Hus er ej af Digt og Drømme bygt:
Et Vaaben har jeg; det har gjort mig stærk,
og det er mine Hænders Hverdagsværk.
Jeg tror paa Livet, tror derpaa med Ære;
men Livet er ej Drøm — er mer end Lære!
Det er en rastløs Virken Dag for Dag, —
er Tidens store Værksteds Hammerslag.
— Og skal der digtes for vort Folk en Sang,
maa Hammerslaget give Rhytmen Klang!