Sønderjydernes Grundlovssang
Sønderjydsk Forening forVejle og Omegn, 5. Juni 1894
Sønderjydsk Forening forVejle og Omegn, 5. Juni 1894
Det Land, hvis Rugmark bølger
fra Sli til Koldinghus,
fra Christierns skumle Fangetaarn
til Vesterhavets Brus;
det Land, hvis dystre Skjæbne gav
vor Tone Sorgens Klang —
det Land fik engang sunget
sin dyre Grundlovssang.
Blev Værn og Skandse jævnet,
blev Slot og Fløje brændt, —
blev Sprogets Æressøjle
af Dynamitten skjændt:
Der er dog En, som frelstes,
trods Vold og Fængselsbud,
»og hun er saa ung, og
saa yndig ser hun ud«!
Mens Døden sletted Livets Tal
ved Rejsebrev paa Brev,
de sletted Paragrafen,
som egne Hænder skrev;
de jog dem ud af Landet
og flytted selv derind,
men hende jog de aldrig ud:
Hun fylder end hvert Sind.
Og hun besjæler end hvert Værk,
som Aanden dér har skabt,
og først, naar hun fortabes,
da er alt Andet tabt.
— Syng med fra Skagens hvide Gren
til Lyksborg Skrænters Hang,
til Pris for Danmarks Smertensbarn
og for dets Grundlovssang!
Men Han, som Visen digted
i sine Manddomsaar,
for ham har Tidens travle Uhr
snart naaet de otti Aar.
Send ham en Tak imøde
mens alle Roser gløde
paa Slesvigs tabte Vang.
Sig ham, at Sangen lever,
hvor Gravens Valmuer gro,
den synges med af Bølgen
om Alssunds Baadebro;
men først og sidst som Grundakkord
den i vor Sjæl er lagt —
er med i Klokkens Bedeslag
og Vuggegængens Takt.
Naar Sønderjylland smykkes
engang til Bryllupsfærd,
naar over Dybbøl Dannebrog
skal rødne Luftens Skjær, —
da synger Alt, hvad Danmarks er,
hin Slesvigs Grundlovssang:
»Vort Modersmaal er dejligt,
det har saa mild en Klang«.