Kalliope
→
Dichter
→
Niels Møller
→
Gedichtanfänge
Niels Møller
(1859–1941)
Werke
Gedichttitel
Gedichtanfänge
Verweise
Biografie
Søg
Alle Gedichte von Niels Møller auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.
A
Ad mange spredte veje
Ak, hvor dog årene strømme!
Al min sans er fuld af sommer, solberust i sene høst
Alt har jeg øvet med min egen hånd
B
Bag boden, i kontoret
Bag byens skarpe skyggerids
Bevar mit minde, når jeg bort er dragen
Bjærgets høje sorte banke
Bleggule blad fra fugtsorte gren
Børen blæser fra østen ind
D
Da de brød vore bånd
Dagene ruller, min Grete
Damperen vugger i stridige strømme
De bløde drossel-fløjt fordrives snart af lunden
Decemberdagens sejge nat
De lyse roser folder ud de bløde fugtige blade
Den gamle moder sidder
Den gryed omsider den favre dag
Den mand, hvis sange atter bringer vår
Den må ha en dristig sjæl
Den tyste nat i vide ringe rundes
Der er vel dag til suk og gråd
Der, hvor sig strækker vejen støvet grå
Der sidder én og øder guld som sand
Der sidder nu på pavens stol en bedre bænket
Dersom huset, der samler os hist, havde øre
Der stiger duft fra blade-hang, det lokker mig, det vinker
Der træder et tog under højkirkens bue
Der var himlens rene blåning over skovens køle skygge
De sidder i det døde rum
De store skyer farer
Det er en lov, som brydes ej
Det er vel tre år siden — hvem kan holde rede
Det kom med klukkende vover, der strøg en bærende bris
Det sidste purpurskær fra skyen viger
Det store iltog går sin gang
Det summer og syder i ørets hule
Det år, der svandt, du kære
Dit store øje ængster mig og spørger
Drag hen, o ry-givende snare rygte!
E
Ej blot at jorden gråner, o min gud!
Ej for at avind til dit navn skal ty
En regntung dag i september
En sang om skønne kvinder
En tung og grådækket himmel med skyer, som aldrig riftes
Et minde fra skærsommers søde dage
F
Flyv rolig frem, du fredløse ravn, i din sorte, fattige kofte!
Flyv ud, ballata, lig den årle svale
Fremad, o mø og mand, gå frem!
Før snart for evig tid min mund er stum
Får min tanke lov at drage
G
Gennem det rugende mørke, hvor aldrig et ildøje våger
Gid, strax min spurvehøg stiger, en rå
H
Halvt det mig tykkes
Han gav os mild og stærk musik
Haren ræd over marken sprang
Hendes øjne, som endnu
Her er det gode gamle, som vi kender
Her i denne brudte verden, hvor ej nogens lod er tryg
Her i det blege Nord, hvor vindens trolde
Her samles vi om gilde-bord
Hil dig, Levkonoë, gid hver din vej vorde med roser spredt
Himlene højnes, og nordvindens sus
Hjærtet må krympes, hvor hastende skarer
Hjærtets længsel flagrer slagen som en fangen fugl i bur
Hvem giver råd den unge svend
Hvem gætter vel den næste dag?
Hvem mægter til det fagre land at vinde?
Hvis du var rosen røde
Hvor let du tripped om i havens gange
Hvor let og varsomt fødderne hun flytted
Hvor søen bryder mod de store stene
Hvor tindred kløgten lutret i hans blik!
Hvor ulmer rødt den tunge sky
Højest Nord en bjærge-ø
Høj og hvid den strænge Død mod huset skrider
Hårdt det er at kue ned
I
Ifald du sover, pige
Ingen hyret klokke ringer over land og by sit bud
I vinterens gysende kærne
J
Jeg banked på Rigdoms tunge døre
Jeg blev en lærd. Syv dyre år til ende
Jeg blev vred på min bror
Jeg dør af tørst, skønt jeg er nær ved kilden
Jeg er slimet og grå
Jeg fulgte ham en stund med ung troskyldig varme
Jeg lagde mig i dalens skød
Jeg løfter blikket fra min fod
Jeg mindes, da sig første gang
Jeg rider ganske sindig og forsvarlig ned ad bakken
Jeg sér kun tvist og kvide over jord
Jeg så’ dit billed dækt af guld og glitter
Jeg så’, hvor gyldensolens lys det klare
Jeg tænker, ikke sjælden
Jeg véd en sang så stærk og sød, som leger mig i sinde
K
Kom til mig, når sorgen gyder
Kæl ej for din kvinde
Kære pige! blide kår
Kære venner, så lad os da virke med flid
L
Lig et rødmende æble, som yderst på vippende gren jeg så
Lille pige, fem år gammel
Lyse lind i blade-vrimmel
M
Mellem sværmen, der røres urolig i dyndet
Mens jeg alene gik min vej
Min båd har pløjet mange brede vande
Mine damer, jeg har næsten
Min redaktør fra gamle dage; —
Min rigdom er mit spyd og sværd
Myldrende vrimmel
Mylrende vrimmel
N
Nat kun og vildende tåge
Ned ad vejen vandrer
Nu blir der ingen mere født
Nu er lykken vundet
Nu vi blev friet af sorgens tid
Nu ælde tynger og hvert hår er talt
O
O, kvalfuld kvide! Armods bitre plage!
Om os regnens røster mangelunde
Over de mørke graner hviler den bløde sne
Over dundrende slette og klingende bjærg og igennem
O, ørkenens vind drog ind!
P
På sommerhimlens brede runding blåned ren og høj
S
Se svaler sig svinger
Slangen er drevet ud af Edens gård
Som bøgens rødder rinder
Som løv, der hvælves mod himlens blå
Så drog fra de mørknede bo-rum vi bort
Så mangen knejsende støtte står
T
Threissa! der er nogen, som banker der. Måske
V
Velan, lad os træde den slyngende dans
Vemod og tak, men ingen bitter tåre
Vi er et jævnt og sundt og sindigt folk, som træder
Vi kommer med fløjter og trommer
Vi kranser dig med roser
Vindskyggen drager dunkel på det blanke
