Niels Møller (1859–1941)

Møller, Niels Laurids, f. 1859, Forfatter. Han er født i Svendborg 11. Dec. 1859 som Søn af Skibsfører Lauritz M. (f. 1833 † 1883) og Louise Frederikke f. Nielsen (f. 1833 † 1896). 15 Aar gammel kom han paa Udskrivningskontoret, senere paa Retsskriverkontoret i Svendborg, forberedte sig derefter til Studenterexamen og blev Student 1881, Cand. jur. 1887; ansattes s. A. i Statsanstalten for Livsforsikring, hvor han fremdeles er. – M.s Forfatterskab er dels af æsthetisk, dels af litterær-kritisk Art. Han har udgivet 2 Digtsamlinger: «Efteraar» (1888) og «Røster» (1897), 2 Novellesamlinger: «Hændelser» (1890) og «Koglerier» (1895), samt Oversættelser af Æschylus’ «Agamemnon» (1891), Sophokles’ «Antigone» (1894) og monodramatiske Digte af Browning: «Granatæbler» (1894), end videre af græske Digte i «Filol. Tidsskr.». Desuden har han bl. a. skrevet en Række Karakteristikker af nyere, især engelske, Forfattere i «Illustr. Tid.», «Tilskueren» og «Samtiden» samt Boganmeldelser i «Illustr. Tid.» og Letterstedtske Tidsskrift.

M.s Digte ere Udtryk for en højt udviklet, viljekraftig, frisindet Personlighed med et alvorligt Syn paa Livet og liden Sympathi for mange af dets Nutidsfremtoninger, som kun i ringe Grad svare til det Ideal af Mennesker og Menneskeliv, der har udformet sig hos ham under Paavirkning af fornemmelig græske og engelske Digtere og Filosofer. Utrættelig Granskerlyst og en skarp logisk Evne til at klare og bundfælde, hvad Tanken samler, give ham et rigt Aandsindhold. Lethed ved at finde Form og Sans for Formens Betydning i Kunsten gjøre hans Arbejder ogsaa i formel Henseende mønsterværdige. Hans stærkt reflekterende Digte løfte sig hyppig til en Pathos, hvor Tankens Dybde kappes med Billedernes Storhed; ogsaa gjennem ejendommelig Rhytme og Strofebygning, ejendommelige Ord og Lydfald, Assonanser, Alliteration o. lign. søger han at forstærke Stemningen og naar ofte en betydelig Virkning. Hans Prosa er i stilistisk Henseende lige saa omhyggelig gjennemarbejdet som hans Vers, og hans Oversættelser anses af alle kyndige for mesterlige. I flere større Digte, men især i Prosaberettelserne viser han sig som en stor Sjælekjender. Han ynder – efter Brownings Mønster – at hensætte den Figur, han vil skildre, i en enkelt Situation, hvorunder vedkommende gjennem de tilsyneladende tilfældig vexlende, men i Virkeligheden logisk sammenhængende Stemninger og Sjælstilstande udfolder alt, hvad der bor i ham. Den overvældende Rigdom af fine Iagttagelser, en saadan Skildring indeholder, viser M.s Evne til at leve sig ind i en fremmed Personlighed, gjentænke dens Tanker og gjenføle dens Følelser og dog stadig have den saa meget paa Afstand, at Skikkelsen kommer til at staa lyslevende i al sin Ejendommelighed og i den ejendommelige Situation. Denne Evne gjør ham ogsaa til en dygtig Skildrer af danske og fremmede Forfattere. Hans Karakteristikker ere rammende og rigtige og altid meget livfulde; tit vidne de om grundige Forstudier. Hans litterær-kritiske Sans er i det hele stærkt udviklet og fintmærkende. — M. blev gift 1890 med Jenny Christiane Augusta Müller (f. 1862), Datter af Lieutenant Chr. M.