Nu ælde tynger og hvert hår er talt
(skøndt det derinde ikke er så galt);
de unge tramper frem og presser på
og råber højt: »hej, gamle, kan I gå.
I kunde bare kvase vore æg;
gå I nu til barberen med jert skæg!
På hvad I kludred, skal vi sætte skik,
vi: med det klare, sunde, stærke blik!
I hidsed jer med digt og syn og drøm;
vi: kølig som på’n grav — mod nord — et søm!«
»Vel da; vi føjer jer; vi går i land,
og giver roret til en yngre mand;
hvad gør det, når vi fuldendt har vor fart,
om vi går hjemad silde eller snart?
Så vil vi sidde på den nøgne kyst
frysende, mens I tumler jer i dyst:
og se jer styre mod de blinde skær,
som vi har lært at ikke komme nær,
og se jer over havets strømkog famle,
som vi har gjort det, — førend vi blev gamle!«
Ak, hvorfor skal den kvalfuldt vundne kløgt
ej gives til det næste ætleds røgt?
Hvorfor skal hver en slægt påny fra forn
plukke sig roser få af mangen torn?
Og hvorfor bag os skinner solen mat? —
snart dækker mørke vore fædres skat.
Det vingepar, der løfted os mod sky,
sank vådt og pjusket ned i døgnets spy.
Fra fortids vej, der snor sig blød og tynd,
de slæber nu kun med sig slam og dynd.
Frem, fremad, lille flok! med mod og marv
slå kres til værn og trivsel for vor arv!
Hvis ikke; vent, da kommer fra de døde
et genfærds bitre grinen jer imøde.
December 1935.