Henrik Ibsen
Ved en Fest i Studentersamfundet
Ved en Fest i Studentersamfundet
Mel.: Længe var Nordens.
Mel.: Længe var Nordens.
Halvt det mig tykkes
brøde at bænkes
her mellem trange
vægge til fest:
larm over vinen,
luften, der kvæler,
egner sig knap for
skjalden, vor gæst.
Heller jeg så’ ham
ensom, hvor skoven
drømmende drysser
løvet i muld,
eller når natten
højt over marken
breder sin bues
lysende guld;
heller, når blæsten
skybåren ruller
gråhavet hårdt mod
langskibets stål;
helst dog når sjælen
bryder sin ham og
higer mod nye
strængere mål; —
ham, der har bygget
digtningens djærve,
favnende buer
mægtig og klog,
virket på væggen
lønlige runer,
talende gyldne
billeders tog; —
ham, der som hærpræst
står for os alle
bøjet mod ofrenes
bævende liv;
kyndig han gransker
hjærter og nyre, —
dybere søger
stadig hans kniv.
Seeren æsker varsel for dysten,
fritter, hvad dagen
bær i sit gem;
mens vi bag skjoldet
spejder og spørger,
når vil det lyde:
hærmænd, gå frem!