Niels Møller (1859–1941)

        Jeg tænker, ikke sjælden

når vor forening drager folk i kvælden,

            når søn og mand og fader

til sent på nat for os sit hjem forlader,

          de frøkner eller fruer,

der sidder ensomt i de stille stuer,

          af dydig harme gløder

og taler beske ord om vore møder:

          dér sidder tungt og træge

købmænd og lærerfolk, jurist og læge,

          som efter dagens møje

sløvt lukker til musiken deres øje

            og dyssed halvt i slummer

sig med tobakken sind og sans fordummer;

          og mens i døs de ryger,

de arme musikanter søvnig stryger,

          de stakler, som må trælle,

når klokken længst til tolv har kunnet tælle.

Bort med den profane tale, det er tempelgrund vi træder,

    den der stedes til vort samfund, løses ud af døgnets grå,

selv om iført søgne klæder vi går ind i dunkle sale:

    den, som ejer viet øje, ser i festligt skrud os gå.

Om vi møder sent og trætte: når vi over tærskel stiger,

    fra vor pande bort vi stryger bodens rynker, harm og støv;

dagens genfærd hastig viger, toner vore tanker tvætte,

    fugle kvidrer om vort hoved, vinden nynner gennem løv,

højt sig himlen om os hvælver, grønne bølger langlig gynger,

    midt i natten sælsomt tændes sommersolens gyldne lys,

og vort hjærte nyfødt synger, higer, svulmer, håber, skælver,

    ungdoms længsel, manddoms attrå fanger liv med glade gys;

op hvor hvide tanker farer af musikens dise bårne

    kan vi kende sindet åbnes, vi tør møde uden blu

åndens fyrster, slægtens kårne, sang og visdoms høje skarer,

    til i rus af klang og rytme henrykt blændes helt vor hu;

kunstens stærke vin vi drikker, dybe sug af druer blide,

    til vi daler ned lyksalig fra den drømme-flugt vi fløj;

og til vennen ved vor side vi med blanke øjne nikker, —

    medens blå i luften stiger offerildens ranke røg.

      Vi skylder en tak til de mange,

der tog os ved hånd til den koglende lund,

hvor dejlig end klinger som fordum de lød

        vidunderlig tryllende sange,

der hundred år henne alt strømmed af mund, —

        ej rører dem ælde, ej rammer dem død.

        Vi ser gennem årenes skygge

de skarer, som mønted os tonernes guld;

hel mangen er draget forlængst af led,

        vi holder kun mindernes lykke;

én ser jeg, som lyste af faderligt huld *

        og lo til sin bue med hoved på sned.

        Og tanken ved fire sig fæster,

som vakte samfældig den reneste lyd,

når smilende rolig med buen i hånd

        dem samled vor hædrede mester;

    vi mindes med længsel den henfarne fryd,

    nu laget forstummed og søndred sit bånd.

En er tilbage, — vor bedste bue,

tonernes løve, hans styrke er ynde,

hans sjæl er lue;

som tunger af ild det springer ivej,

når han prøver, om strengene due,

og dirrer af lyst at begynde

violinernes leg.

Ingen kan døse,

der øjner hans brand,

ingen tør sløse,

hvor han fører an.

Han stiller og fylder de strængeste krav,

rap, så vi næppe det sanser,

tåler ej tungt:

»det lette kun legende danser«.

Hvor stridest de hvirvlende vover går

i tonernes hav

vugger og bruser hans svære hår, —

et åsyn hærget og levende ungt, —

mundskægget løfter sig under hans smil, —

fingrene vævre i flyvende il;

det synger og klager,

det stormer og drager,

fyr og flamme

han véd at ramme

de strålende toner

paa fineste prik

ved syv millioner!

Det er musik.

De fyrre år har vi lagt tilbage,

og få kun mindes vort samfunds dåb,

dog ser vi trøstig med unge håb

        mod fremtids dage.

En ympe sat i decembers kulde

af milde toner fik sol og læ,

nu rejser højt sig det grønne træ

        rodfast i mulde.

Og tit skal løves de grene stærke

og give paradisfuglen ly,

når det kan løfte for slægter ny

        sin planters mærke.

Når de, der kommer, formår at tyde

de store mesteres værk som han

med kyndig adel, med åndens brand

        og uden lyde.

— — — — — —

Men tys! ej tid er at tale mer:

nu vågner tonerne, mod os drager

        de store B’er.