I
a
Nat kun og vildende tåge,
horder, som avler og æder og dør;
utrygge jorden de træder, bøjed’ for sten eller dyr;
lurende dødninge våge, lister sig over dem, glammer og gør,
under de vældiges lune famlende rædde de tyr.
Da løfter nogen sit øje,
ser, hvor vigende disen flyr,
skuer tindrende luer
træde himlens høje,
og det fylder hans hu med et friende gys,
det tog ad luftens buer;
og han aner en lov,
og tålmodig han følger og tæller og husker de kresende himmelske lys.
α
Op rinder sol over lande, lyser i luft over blånende hav;
vårlig det klares; da tænder tanken sit frejdige mod;
Kimingens flyende rande favner en verden, hvor før var en grav,
voverne bruser ad livets mangelund skiftende flod.
Om verdens frodige stamme
— evig ændret fra top til rod, —
døden bringende, farer
livets unge flamme;
og det synker, der steg, og det spirer, der faldt;
dog ét i hvirvlen varer:
der kan gribes en lov; —
og vor tanke har magt; den vil løse din gåde; den finder det
ene i alt.
b
Men gåden flygter til hjærnens hvælv,
de smidige tankers koglende esse,
lys har den foran og mørke bag;
dér hamres det sværd, som svinger sig selv
og må sin egen klinge hvæsse.
Da, når eggen bider hvast
odden rammer dybt og fast,
let som i leg, sikker i slag,
skær den gennem fnug og tant,
skiller mellem svig og sandt;
da har vi sværd; sejren er nær; verden vi vinder for stedse.
β
Så svinger ånden al jorderigs bold
og spiller med sol og funklende stjærne,
griber de vigende verdens-frø
og løser den styrke, tallene holdt,
og djærves liv mod sot at værne,
fritter mande-dåd på jord,
råder by og tvinder ord,
højner sin hu, vover at dø,
øjner over skin og tro
billed-syn i hellig ro,
rene som sne, fagre at se, højt i det blånende fjærne.
c
Var det kun bobler, der svulmed og steg,
gøglende spejl for den dulgte jord,
dunster, der dansed røde og gule,
men brast, hvor vinden mægtig fór, —
mundsvejr i børnenes leg?
Nej, et tog af vågne fugle
gennem lange dunkle år
tyst og dunblødt vidt sig svinger; —
bag dem sus af brede vinger,
flagrende lin i storm-snar gang,
sejrens sang
klart i morgengryet klinger.
Og der følger en jomfru, rank hun går,
storladen høj, med gyldent hår
bølgende lagt om den stærke pande.
sænkede bryn over dybe blikke,
munden kruser sig hvas af vid,
fejghed kender hun ikke;
hun ægger til strid, hun tugter og trøster, hun driver det krybende mørke af lande.
II
a
Mod det sælsomme land
bag den farlige lund
higed en mand;
med knugede hænder og tryglende mund
de bad, han dog ej vilde gå;
han agted dem ikke:
I kan æde og drikke,
mig driver en stærkere trå.
Og altid forynges den ældgamle sang:
gå frem og bred lys ad den løndunkle gang;
da slappes de mange, men en efter anden
tar kærten i hænde, dem driver den dybeste trang.
b
Vi lyder vor stund som en kvinde,
der føder sit barn med ve;
i hjærnen århundreders hinde
vi sprænger, og himlene sprænges,
trods vånde og gru må det ske.
Og gynger da under os jorden i flugt,
hvor aldrig for synet der stænges,
vi frydes som kvinden, der føder;
hvor iskoldt end modvejr os møder,
vi værner den livsvangre frugt.
Det grønnes i lund og gulner i dal for gitrets stænger og ringe
til øjet skuer ej lød og lys i mulmets rugende ørk;
der tændes et bål og slukkes en sjæl, hvor røgen breder sin vinge,
og sorte kutter bag lansers hegn gør dagen skummel og mørk.
Men ordet er mælet og sandheden lever, dens frem-færd ej lader sig tvinge.
β
Det risler i natten som kilder
og kalder os vidt om jord,
hvor vildskovens snarer os hilder,
hvor sol-luen klipperne brænder,
hvor sne-foget jævner hvert spor;
og tærer end mosernes drivende bryg
og dårer os ven eller fjende,
vi må til de vejløse lande,
lad flyve end pil mod vor pande
og kuglerne true vor ryg.
Der drysser vel sand om blegede ben, de fjæles dybt under bølger,
og mangen stivned i øde mark, hvis kvide ingen fornam;
dog døden er dis, når sjælen har tørst at se hvad skybuen dølger
hvor floden svinder, — på bjærgets ås, — bag isens grønhvide kam.
I kundskabens leding den ene går under, en anden frimodig ham følger.
c
Der går én ad egne veje,
ser sig om med karske blik,
dyr og dødmand vil han skære,
samler urt og sten til eje,
agter ikke bogens lære,
følger ikke lavets skik,
smiler tyst, skønt trange år,
ensomt arbejd, liden ære,
hovmod fra de høje stole,
hånsord fra den gamle skole
er den løn, hans virken får.
Under gamle bøges ly visner ranke skud;
lærdom, der forlængst gik ud, hæmmer hårdt den ny.
Brudte håb og sten på sti, lovsang efter død, —
ingen dog sin gang fortrød, ikke én vil fly.
γ
Se, den lærdes stille lampe
lyser trolig nat på nat,
hvor han over bogen bøjet
ene strider hårde kampe,
hed i panden, træt i øjet,
for at løfte oldtids skat.
Dyre år går hastig frem,
rastløs virker han, fornøjet
— trods så tit mod spaden klinger
sten i aske — blot han bringer
et par gyldne smuler hjem.
Falder lokken tynd og hvid, ryster han på hånd
rap og munter er hans ånd, frejdig end hans flid, —
skuffet håb og spor, der sveg; om og om igen, —
rolig lægger han sin pen, kommer dødens tid.
d
Lys blev der gydt over lande fra kække tålmodige sjæle,
kræfter de løste og bandt;
oldtidens smulrende tegn de vakte til mæle,
nutiden fyldes af sang om sejre, de vandt:
det drøner dybt med jærnets gny,
hvor blålyn spruder gennem by;
det nynner, hvor den tynde snor
om jord sit budskab bringer;
og det mindste små, intet syn kan nå, de for dagens øje tvinger.
Stort har de set; de har rejst trefoldig en rensende vove;
verden blev endeløs én
lydig til fjærneste sol mod tydede love; —
synligt blev tusindårs løb i bjærgenes sten; —
hvor alt, der trives kuld på kuld
i luft og sø, på vang, i muld,
i hård tilfældig form var sprængt,
blev livets kæde knyttet.
Gennem strømmens kog sig en samklang drog, når den vågne tanke lytted.
Stadig i fuldere kres fløj ånden, men sejrende vendte
tyst den sit syn mod sig selv,
prøved hvad viden var viss, og ydmyg den kendte:
gåden var flygtet påny til hjærnernes hvælv:
vi øjner grant ej nogen ting,
vi bindes af vort væsens ring,
og skyggen af vort væv og blod
det rene lys må skjule;
og vi gætter kun, som på havets bund hvad der ses af luftens fugle.