Niels Møller (1859–1941)

Så drog fra de mørknede bo-rum vi bort,

og bag os vi lader vort beskednere navn;

vi tager i brug dette hus, som er vort

til arbejd, til lyst og til gavn;

det lysner os imøde her i selv-eget hjem,

vor hu søger frisket mod den gryende dag,

på vor nyvundne borg står vi kampmodig frem

i flok om vort hellig-rene flag.

O hus! giv i dåd til en højskole ly,

hvor lyst driver værket, og hvor flid bringer tugt,

hvor kundskabens abild står lysgrøn mod sky

        og bærer en fuldmoden frugt;

hvor den, der samler viden, lærer mygt at forstå,

her fås kun en farkost ind til lærdommens land;

thi kun ret kan ved selvhændigt arbejd vi nå’

derind, når vor vilje står i brand.

O hus! bliv et lys, der vidt ud kaster skær,

så ildtørste hjærter higer ind mod din bavn,

giv lys til dem mildt, så din lærlinge-hær

        går fra dig med tak og med savn

og syner over landet til det yderste hav

som tindrende funker af dit luende bål,

og fra hånd og til hånd giver hen, hvad du gav, —

et livsfakkelløb mod høje mål.

        Hvileløse brede bølger

        over havet mægtig higer

        ud, hvor sol sig mødig dølger,

                hvor den nyfødt stiger, —

svulmende løftes de, spruder og flyr

                frem mod de søgemte riger.

        Mere djærvt end voven drager

        mande-viljens langfærds-tanker:

        tiden er hans arv og ager,

                vidt i rum han vanker;

brændende søger hans rovfugleblik

                lande bag skyernes banker.

        Over isens brudne sletter,

        dybt i fugtig-dunkle skove,

        gennem ørk og bjærg han sætter

                glad sit liv ivove,

lokkende kalder jomfruelig jord,

                lader ej hjærterne sove.

        Døde skygger blod han bringer,

        vej til verdens grundvold bryder,

        jordens ånder snildt han tvinger,

                livets løb han tyder,

ser i forklarelsens sejrende gys

                loven, som stjernerne lyder.

        Bag sit selv i dis og blinde

        higer han sin sjæl at råde,

        gennem hjærnens kog at finde

                tankens klingre tråde,

djærves at følge den susende væv,

                løse tilværelsens gåde.

        Mande-vid! hvor mange sinde

        blev dit guld til smuld forbandet!

        var du nær ved bakkens tinde,

                gled din fod i sandet;

atter dog stævned tålmodig du frem,

                til over brinken du landed.

        Mande-vid! du rene, ramme,

        nattens trøst og dagens ære!

        dine brede bølgers kamme

                os mod kundskab bære!

Gid, at din vågende brusen os mangt,

                alt som vi ældes, må lære!

Det lidet barn sit undrende blik

åbner i lysende glæde

når mod den videns-gave, vi fik,

det løfter hænderne spæde;

det gør mig tit i tankerne mod:

barnet vi øverst må agte;

tør jeg mig sige myndig og god

til ret min gærning at magte?

Jeg véd jo vel: i rindende år

har jeg til mange at svare,

om saftig frugt i hænde de får

og holder øjnene klare;

når folkets dyd, i lykke og nød,

prøves i tidernes lue,

det gælder dyrt, hvad lod vi dem bød

i skolens fostrende stue.

Det minder: bryd den tyngende blund!

Kæmp, at du mere må kende!

Går end du mødig mangen en stund,

lad jorden under dig brænde!

Op, ryd din ånd for nælde og torn,

— lærer må altid lære —

lad gro i hjærtet roser og korn,

så røgtes kaldet med ære.

Vi har et ringe, ængstende land,

lidet er blevet end mindre, —

dog nye marker vinde vi kan

i tankens frodige indre,

naar mænd vi lærer ranke at gå,

kyndig og rolig at dømme,

og driver mulm af sindenes vrå

og døder vildende drømme.