Niels Møller (1859–1941)

                                Da de brød vore bånd,

                                var det hellige ord,

                at vi alle er fødte som lige;

                                nu da tugtet vor ånd

                                gennem årene får,

                den guldskrift må blegnende vige;

nu råbes der over de rullende have:

                det lige er kun i det lave,

                                hvor en sjæl er en fange;

hvo fremad vil stige og opad vil hige,

                må skille sig ud fra de mange.

                                Over land over hav

                                kan der høres et skridt:

                »I skal snæres i lighedens lænke«;

                                vi vil bygge vort krav

                                da på retten til frit

                at leve, at tro og at tænke;

ej hjærner er ens, ikke mands, ikke kvindes;

                det dur ej, de bundtes og bindes;

                                giv kun lov til din næste:

lad kræfterne øves og ævnerne prøves,

                og palmerne bære de bedste!

Mens gangfugl nipper

sit korn og pipper

og nærsynt tripper

        bag gærdets ly,

sig svanen svinger

med brus af vinger

og sang, der klinger,

        højt mod den blånende lyse sky.

Hvor stolt at flagre

fra gyldne agre

og tinder fagre

        til gryets kyst;

styrken vil stige

og hjærtet hige

mod Sfinxens rige,

        dér hvor det gælder den dunkle dyst.

Hvor gildt at drage

i fryd og klage

med én til mage

        i jævnhøj flugt;

de virker sammen,

det volder gammen,

det øger flammen;

        enig de bryder af kundskabs frugt.

Selv den, som favner

ej ax, der gavner,

og ensom havner,

        har løn og trøst:

sindet er tvættet,

og tanken rettet,

og ånden mættet;

        farten alene bar lødig høst.