I Dybet
Til Vald. Vedel
Til Vald. Vedel
1915
1915
Hvor ulmer rødt den tunge sky,
der gyder om den hårde by
af sorte sten og skarpe blus
november-nattens onde gus
og kælder-klamme væde;
fra gaden lyder brøl og brag
(som tumled dér med bid og slag
kaldt frem af verdenshavets dyb
den døde urtids jætte-kryb)
og tusind rastløs-trætte trin
og hæse råb og skingert grin, —
en latter uden glæde.
Den øde mørke-larm slår ind;
det gror og bryder i mit sind
og sløret drages fra min hu;
jeg ser og fatter dybt med gru
den lod, der blev os givet.
Han havde ret, den gamle mand:
kun fjærnt vi skimter lysets rand;
fra barnets gråd til dødens stund
vi har på brøndens dunkle bund
det helved, som er livet:
En verden fuld af skin og skrømt,
hvor lykkens største fryd er drømt,
hvor al vor lyst og lise kun
skal holde trællen frisk og sund
og på hans kræfter spare.
Med panden hed og hjærtet våndt
fra dag til dag vi har den dont
med flittig hånd at flette strå
og føler bag os dyret stå,
der uden stansen alt vort flet,
så såre det blev gjort, har ædt, —
så lidt vort værk kan vare!
Kun sorg og kval er ægte nok;
fra krukkens rand den sorte flok,
der lævned blot det falske håb,
i tusindtal med griske råb
om jorden vidt er fløjne;
selv de, som helveds børn, dog ej
med nøgent åsyn går på vej:
at de des mer kan have magt,
de svøber sig i hykkelsk dragt
og smykker sig med løgne.
Se nu, da hver en djævel sprang
med jubel-skrig af bånd og tvang
og drak sig rus i blod og ild
og drak sig mere ond og vild
og åd i kød sig ikke mæt,
har vi mon mærket sindets tvæt
og alvors klokker klemte?
Ak, fagre ord og grådigt spil
hos dem, der end i ly ser til;
for guld de slimer rapt og tamt
og ænser ej, det stinker ramt;
ak, ord, der klogt og ædelt lød,
og kys på hånden blodig-rød
og gamle vunder glemte.
Og ude, der hvor Mammon skrev
af landesult sit fejdebrev
og ægged frem til harm og had
de tusindtal, som gærne glad
i fred hinanden bygged nær,
men nu med ild og gift og sværd
hinanden lægger øde, —
hvor klædes dér i høje ord
al brand og plyndring, rov og mord;
den barske død er svøbt i svig,
kun ærligt er det tavse lig,
og Moloch-Baals mørke træk,
der breder død og nød og skræk,
nu på det åsyn er at se,
der kærlig tålte korsets ve,
den blide guds, der døde.
Dog, mens jeg mine hænder vred
og stirred angst i svælget ned,
hvor mørket koger fremtids dag
og reder til det næste slag,
der skal vor isse ramme,
i kløften ved mig så’ jeg én,
der rolig lagde sten på sten
* og virked trøstig mod sit mål
trods nattens brand og dybets vrål
med stille glød, som han fornam
musik bag verdens vilde glam, —
et blik, der spejder lyst og spændt,
et åsyn mod det vide vendt,
en hånd, der stanser ej sin flid,
skøndt for ham ligger vangen hvid
og bleg er hårets flamme.
Jeg ser ham hos mig ret og rank,
skøndt himlen om os søndret sank;
hans skære tanke bringer trøst
som gryets lyse streg mod øst,
når nattens timer hælder, —
»en retvis mand, i forsæt fast,«,
der bøjes ej, trods alt, der brast,
der svinger ej for mængdens mund. —
I denne nattens røde stund,
hvor foden gled i blod og dynd,
hvor alt er sygt af svig og synd
og intet trygt, det styrker dog
at høre dagens sikre sprog,
at træffe på en ærlig ånd,
at gribe om en venne-hånd,
der holder, når det gælder.