Harald Høffding
1843—1923.
1843—1923.
Her i denne brudte verden, hvor ej nogens lod er tryg —
nord og sønden kæntrer vinden, morgen rød er middagsvæde,
lange spring har korte fald, og skyggen rider gammens ryg,
og den vrantne jætte blander efter lune dagens bryg, —
her, hvor lette forsæt lamme snubler over virkets kæde,
kan vi dog en gang vågne op til sang,
og en blånende himmel sig buer om vang, —
der er født et gry uden fnug af sky,
og Ginnungagap synes for Gimle at fly.
Rolig stiger sol af hav og går sin bane lys og fast,
lovens sang, der ægger mod og tænder fryd, omkring den svæver,
korn den kalder frem af muld, der for dens blide varme brast,
og med gyldne stråle-hænder, uden rast og uden hast,
på sit lad den livets klæde sælsomt broget kyndig væver;
på sin høje vej har den helmet ej
før den nemmed de mylrende menneskers leg;
men i mangt et bo gav den sindet ro,
når den lutrende ind gennem vinduet lo.
Når sig lange skygger drager bag de træer, den gav saft,
— nu da fuglesangen tystner og til hvile synker vinden —,
klar og stille vidt den skuer over virket, den har haft,
mere mildt den lyser om os, ejer dog sin blanke kraft,
og vi føler, hvor dens luer endnu gør os rød om kinden.
Som en vismands røst af hans rige høst
kan den varme og fylde os tanken med lyst;
og i kvældens skær vi vor hilsen bær
til den muntre livsalige ånd, vi fik kær.