Paul Verrier
Ved en fest for Verrier i foråret 1919, da han havde ført
Ved en fest for Verrier i foråret 1919, da han havde ført
Sønderjyderne hjem.
Sønderjyderne hjem.
Det er vel tre år siden — hvem kan holde rede
paa tidens løb i disse skæbne-svangre år,
hvor indholdstunge dage fór som uvejr vrede;
dog — hin aften husker jeg, som om det var igår.
Vi sad en kreds og lytted til vor gode ven og gæst,
der hjemme i sit land bragte trøst til vore frænder,
som fik den beske lod i stridens vilde blæst
at løfte for en sag, de haded, deres hænder.
Nu var han kommen til os over farefulde vande
i samme gode virke, — rig paa lid og mod,
ihærdig, ufortrøden; — af hans blik og pande
lyste der trøstigt håb. Jeg ser ham, hvor han stod
og talte som en broder om sin dyrebare flok,
med ynk, men uden mindste angst for fremtids dage.
Han smilte tryg og stolt: »Den kommer sikkert nok
den fagre tid, da skibet vender her tilbage
med mig og mine danske fanger, som er frie.« —
Dengang han endte talen, lød der ingen klap.
Visst var vi ham taknemlig; dog vi måtte tie;
visst gløded vore hjerter, ej vor sjæl var slap:
men lig en dejlig drøm, som dagen vejrer bort,
syntes hans lyse håb for os, der havde nemmet
få timer før, at ved Verdun det første fort
var faldet. Angst og uro os for brystet stemmed.
Vi tænkte stille: »Véd han ej, hvad der er hændt?«
Men til en ven, der fritted varsomt, uden skygge
af frygt det lød: »Jo visst! men dagen er ikke endt;
de kommer ej igennem, I kan være trygge.«
Dér talte Frankrigs ånd, som for sin ret og ære
med roligt mod tog våben til den hårde kamp, —
som måtte krigens første jætte-bølge bære
og standsed Tysker-hærens tunge fødders tramp.
Dér talte Frankrigs sjæl, som gennem nød og blod,
— når ulven over landet hørtes grådigst glamme, —
urokket, uforfærdet, våbenrede stod
og højt i mørke nætter løfted håbets flamme.
Dér talte Frankrigs kraft, som i den sidste prøve,
da Tysken med fortvivlet styrke toged frem,
rejste sig — mens alverden undredes — som en løve
og bar i vældigt spring den store sejr hjem.
Vor ven fik ret. Det ses, at drøm kan blive dåd;
vi så det selv: en dag mod våren ind i havnen
med hundredtal af glade åsyn stod en båd
med jyder, der kom hjem — med Dannebrog i stavnen
og Verrier ombord. — Vor tvivl var gjort til skamme.
Hovered han? … Jeg tænker, med et stille nik
han mønstred sine drenge, — nu som før den samme,
tilfreds som den, der gjorde ret bestik: det gik!
Og nu tør takken lyde fuldt af frejdig mund,
— selv om den duver svært endnu, vor sprængte klode —
Paul Verrier! hav tak for alt til denne stund!
Og giv ham, venner, saa de klap, han har tilgode!