Kalliope
→
Poètes
→
Frederik Schaldemose
→
Premiers vers
Frederik Schaldemose
(1783–1853)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de Frederik Schaldemose sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
A
Af alt hvad herligt Kunsten bringer frem
Af Demant var Muren og Taget var Guld
Af dette Sølv, min vakkre Smed!
Af Perler bygt en Bro sig hæver
Alle Musers Yndling, du
Amor sov i Lundens Stille
Aphrodite, glansomstraalte Dronning!
B
Beruset af Bacchus og munter i Sind
Bevæbnet i den grønne Eng
Bort, bort, bort
Borte er Rosami, den ædle Perle, som Himlen
Broder! nyd
C
Cerberus hedder din venlige Mops, min smukke Climene
Cypris, Himlens Herskerinde
D
Da en Dødelig jeg fødtes
Dagens sidste Straale doer
Da Junker Rapax nys til Galgen gik
Da nylig til min Pige
Da nys jeg bandt mig Krandse
Da Olympen Eder end tilhørde
Da Statsraad Kakadu engang
Da Trakiens Sanger til Orkus steg ned
Da Zeus udstyred’ alle Kreaturer
De hulde Muser fængsled
Den sorte Jord vil drikke
Den spøgende Pige
Den Tyr, min Dreng! mig synes
Der stod en Strid ved Ronceval
De Stjerner blinke paa Himlens Blaa
Det hendte sig at Jyden Jens
Det var Mis Jennys Tidsfordriv
Dig hylder jeg, allene dig
Din Herre, Menneske! i ham du ære
Dionysos, Glædens Fader!
Dit grønne Slør med funklende Rubiner
Drikke bør man; det er vidst
Drikke, rase vil jeg nu!
Drikke vil jeg! I mit Kruus
Du, den stille Aftens klare Stjerne
Du kommer, kjære Svale!
Du kommer, lille Svale!
Du kunsterfarne Mester!
Du ligner Samson paa et Haar
Du synger kun om Krige
Du synger Thebens Krige
E
Ei fly du mig, du Hulde!
En Ager stod beklæd med gyldne Straa
En Bjørn, som en Mester fra Polen
En Dag gav Venus i sin Vrede
En dødelig Vandrer, jeg gaaer
En gammel Ræv, som gjaldt
Engang traf Sanct Pacom og Fanden
En Hare, som, forfulgt af tvende Hunde
En Krage seer en Ørn, som slaaer
En Løve gik engang paa Jagt og saae
En Løve lod engang en Circulair
En Løverdags Aften hændtes det i Prag
En Pudelhund forlod Kong Løves Slot
En Spurv, som, for at see sig om
En stammende Discipel af Galen
En tyrkisk Belesprit var dristig nok engang
En Vedbend’ slynged’ sig omkring en Eg
En Yngling byder Amor fal
En Yngling har en Eros
Er nogen, som kan sige
Et Ord af denne Mund formaaer at dræbe
Evigt bør Qvinderne Ære og Hæder!
F
Farvel lille Pi!
For de unge Elskovsguder
Forleden Dag en Engel
Fra svundne Secler staaer du stolt og skjøn
Frygtede vi den almægtige Gud, som vi Kongerne frygte
Føl, Dane! føl dit eget Værd
G
Gamle Peer, som gifted’ bort sin Lene
Gaa hen, min Søn! og gjør min Villie paa Jorden
H
Han kæmmer han kommer, den venlige Gud
Han lever end, som Ravnens Yng’l bespiser
Hans Kasper var, det maa enhver bekjende
Han som gjør den Unge kraftfuld
Hans Pommer gik en Aftenstund fra Ploven
Han stod paa Kongeborgens Tinde
Her Alf vil Bryllup holde
Her lagdes Doctor Svale ned
Hil eder, Danmarks skovbekrandste Høie
Hist hvor Bøgen med sin Krone
Hist nærmer Moder Venus sig
Horn gav Naturen Oxen
Hungrig sad engang i Lunden
Hvad nytter Magt, hvad nytter Guld
Hvad rager mig vel Gyges
Hvem vover det, Riddersmand eller Svend
Hver Bog som Eichhorn priser
Hvile vil jeg paa det bløde Mus
Hvis du formaaer at tælle
Hvis Dynger Guld forlænged’
Hvi svæver du, venlige Due!
Hvo har her med dristig Haand
Hvordan skal jeg dig straffe
Hvor er du skjøn, du søde
Hvorfra, du søde Due?
Haand paa Værket, vakkre Svende!
I
I Dyrenes Forsamling priste
I fordums Tid har Rom havt Scipioner
Indslumret laae i Rosen
Indslumret laa i Rosens Purpurskjød
I nogle Kjærnebidderes vilde Lag
J
Ja, elske, elske vil jeg!
Ja, kan du Sandet tælle
Ja, kunde Guld forøge
Jeg drømde, jeg bar
Jeg er en gammel Kriger
Jeg er saa vel tilfreds
Jeg hørte nys en vældig Eeg
Jeg lader, sagde Pastor Blere
Jeg lider den Yngling, der fryder
Jeg lider, Gud forbarme sig! en Hede
Jeg lider munter Gubbe
Jeg, ogsaa jeg er i Arkadien fød
Jeg seer en Eng; paa Engen vandre
Jeg skjøtter ei om Gyges’ Guld
Jeg vil om Atreus’ Sønner
L
Lad os blande med Lyæos
Lad os nu om Issen vinde
Liv gav Fabelen den, og Skolen har den afsjælet
Lokker dig min sølverhvide Stjerne
Lykkelig jeg priser dig, Cicade!
Lær at tie, min Ven! som Sølvet er Menneskets Tale
Lære vil du mig at kjende
M
Maler! tag din Pensel frem og mal
Mand, med det ildske Sind, du er i fjendtlige Hænder
Man giver dig din Afsked, arme Fanden
Man siger at af Elskovs Ild
Man siger, at opflammet
Med bevinget Skulder løb jeg
Med blodig Mund og vigtig Mine
Med det blomsterkrandste Foraar
Med en Hyakinthosstængel
Med Graad du hilste Verden, kjære Spæde
Med trende Konger i Østerland
Mig Qvinderne bebreide
Min bedste Anton! lad dog een i Live
Min skjønne Jord, saa talte fra det Høie
Mirakel! skreg en Riddersmand i Rom
N
Noget tungt det er at elske
Nylig, da ved Midnatstide
Nys gik til sine Fædre mæt af Dage
Nys saae Frue Ingeborg
Naar Bacchos mig begeistrer
Naar den søde Viin jeg drikker
Naar det fromme Martyrblod
Naar Druen blinker, slumrer Sorgen
Naar i Ungdommens Vaar bedækket med Blade og Blommer
Naar jeg drikker, aabner sig
Naar jeg færdes blandt de Unge
Naar Kronions Søn Lyæos
Naar Solen nedstraaler paa Nilbredens Sand
Naar Viin jeg drikker, slumrer
O
O du, hvis Qviddren vækker mig
O Du, Naturens Glæde
O gamle Lund! modtag mig i din Skygge
Og jeg vil hylde Kjærlighed
O Kjærlighed! din Vælde
Omdannet til Steen, ved den phrygiske Flod
Om Germaniens Scepter stred mod Ludvig af Bayern
Op nu, vidtberømte Maler
O Vandringsmand! du søger Rom i Rom
O! vær mig hilset Hertas gamle Lund
P
Philomele, Sorgens Sangerinde
Piger og Ynglinger bære
Prise vilde jeg Atriden
Paa Alpers nøgne Tinde er min Bolig
Paa de spæde Myrtegrene
Paa det bløde Purpurtæppe
Paa Hoften bærer Hesten
Paa Jagten greb en Spurv en Flue
R
Recepter skriver Dag og Nat
Rose, røde Rose, Jordens Glæde!
Ræk mig, Glut! det fulde Glas
Ræk mig, Piger! ræk mig Bacchos
Rør ei Harpen, naar Trommer buldre omkring dig, hvis Daaren
S
Salig priser jeg, Cikade!
Salig, som de salige Guder, synes
See den høie Cypress, den bærer ei gyldene Frugter
See her den himmelsøde Saft
See hvor fagre Huldgudinder
Seer du Morgenrødens Purpurglands
Siig mig, hvilken Haand har dannet
Skjøn Clara sidder taus ved Søens Bred
Skjøn Signelil plukker ved Havets Rand
Skjønt af Livets Vaar
Skjønt gammel, dog jeg drikker
Skaal til Evans Ære!
Smykket den unge Vaar
Smyk med duftende Roser dit Haar!
Som Steen stod Tantals Datter
Spot ei med Amors Magt, Alide
Stor og herlig er din Pragt at skue
Streng mod dig selv beskjær i Tide den yppige Ranke!
Sydens Datter, skjønne Anemone
Sæt dig hos mig her i Skyggen
Sætter forud, at Mennesket vil i det Hele det Rette
Søde Moder, græd ei meer! mit Hjerte
Sødt det er ved Venners Barm
Saa dan mig nu et Bæger
Saa ender dog den Trætte
Saa smeed da nu, Hefæstos!
T
Talen ophøier Menneskets Slægt over Dyrene alle
To Bukke mødtes paa et Bræt, der laae
To Røvere engang i heftigt Slagsmaal kom
To Spande seer man ned og op
Tre Gange Hanen goel, da vaagnede Sanct Peter
Tre Ord jeg nævner, tre Ord af Vægt
Tro mig, den er ei et Digt, bestandigt den virkelig vinker
Træt i Søvnens Arm jeg laae
U
Uenig med en Yndling, gram i Hu
V
Ved Bordet sagde nys en lystig Fyr
Ved den lange Vinteraftens Flamme
Ved Himlen! Lad mig drikke!
Ved Himlens Hvælving Lærken slaaer
Venner, lad’ os Vinen drikke!
Vulkan stod for sin Esse
Væbnet alt det Skabte gik
Vær mig hilset, klare Kilde
Æ
Ædel bliver Juvelen, selv laae den i Støvet begraven
Ædle Ven! hvor aabner sig for Freden
Ø
Øxen sagde til en Skov