Til mit Fædreneland
1812.
1812.
Hil eder, Danmarks skovbekrandste Høie!
hild dig, o Land, velsignt af Himmelen,
som jeg forlod med taareblændet Øie,
som jeg med Glædestaarer seer igjen.
Hver Plet erindrer mig om svundne Glæder,
hist legte jeg som Barn i grønne Lund,
her trykte jeg, i Elskovs første Kjæder,
det første Kys paa Kinas Rosenmund.
Hist sad jeg tit blandt Leirelundens Ege,
og drømte sødt om Nordens gyldne Tid
forbi mit Blik de svundne Secler vege,
Skjoldungers Daad og danske Heltes Id,
Da bad jeg Bragur varmt om Sangens Gave,
og venligt smilte Guden til min Bøn;
mit Strengeleeg klang tit blandt Leires Grave
og priste Dydens Ven og Kampens Søn.
Da raabte lydt en Stemme i mit Indre:
„Vel er det smukt at prise Heltes Daad,
men for en Dane er det meget mindre,
end selv et Krav paa Skjaldens Roes at tage.”
Da hang jeg Harpen hen blændt Hertas Ege,
og ilte did, hvor Kampens Torden lod,
og blandte mig i Hildurs vilde Lege,
og trodsed’ uforsagt den gridske Død.
Tre Gange randt mit Blod paa Odrens Strande;
det laae paa Leons Græs som Nattedug;
det blandte sig med Tagos sølvblaa Vande,
og Døden smilte ofte til mit Hug.
Mit Fædreland! nu vender jeg tilbage,
dig, Moder! vier jeg mit gode Sværd,
nu tør jeg uden Rødmen Harpen tage,
og uden Rødmen prise Heltes Færd.