Gaa hen, min Søn! og gjør min Villie paa Jorden!
Saa talte Almagts Røst, og fulgt af Skræk og Død
foer Sveas Gustav fra det snebedækte Norden
did, hvor ham Retfærds Vink og Hiertets Stemme bod.
Forkuet Tyskland stod, forladt af hele Jorden,
den Undertryktes Skrig om Hjelp forgjæves lod;
da blev han Uskylds Trøst, da svang han Hævnens Torden,
og Tyranniets Magt som Glas hans Glavind brød.
Den viseste i Raad og uforsagt i Farer,
fordunkled’ han de glimrende Cæsarer;
hvo var som han saa edel, viis og brav?
Hans Morgengry var skjøn og skjøn hans Aftenrøde,
hans Liv var en Triumph og i Triumph han døde,
og hvor hans Fiende faldt, der valgte han sin Grav.