Vær mig hilset, klare Kilde!
hvor en ædel Digter sang,
hvor i Ly af Roser vilde
tit hans fromme Lyra klang.
Ofte lytted’ i det Hoje
Himlens Engle til hans Kvad,
naar med taareblændet Øje
Vemod hos sin Yngling sad.
Ak! han elsked’ dig saa saare,
fandt hos dig kun Ro og Rast,
og du tog hans sidste Taare,
da hans fromme Hjerte brast,
Derfor sukker du: Ak ingen
vækker nu hans Lyras Klang,
som Petrarca elsked’ ingen,
ingen som Petrarca sang!