En Hare, som, forfulgt af tvende Hunde,
fløi over Marken, mødte en Kanin;
Broerlille! raabte denne, giv dig Stunde!
Faae Skam der gjør, min Ven! gjensvarte hin,
— Ih, hvorfor det? — Men, Taabe! seer du ikke
det store hvide Hundepar,
som — Jo! nu seer jeg dem til Punkt og Prikke,
men hvide er’ de paa min Ære ikke. —
Hvad er de da? — Ih! graa, du Nar!
Sæt Briller paa! — Jeg seer saa godt som nogen anden
og siger nu, som før, at de er graa. —
Nei! hvide, søde Broer! fra Top til Taa. —
Min bedste Ven! jeg troer ham plager Fanden,
en Mulvarp selv kan see at de er graa. —
Hold Munden, Skurk! — Hvad, Skurk? afsted for Retten! —
De tvende Hunde kom og Døden endte Trætten.