Du, den stille Aftens klare Stjerne-
herlig er blandt Himlens Lys din Glands
dine Straaler i det vide Fjærne
hoppe paa de lette Skyers Dands
lig en Asa, i Guldbrynjens Lue,
vandrer du paa højen Himmelbue.
Glandsen af dit Klædebon adspreder
Nattens Skygger, hvor du træder frem;
vildsom Vandringsmand du kjærligt leder
paa uvante Veje til sit Hjem
natlig Sømands Blik din Bane følger,
og han pløier trygt de vilde Bølger.
Ynglinger, som elske, ømme Piger
har du kjær; hvor venligt smiler du,
naar den længselfulde Yngling sniger
sig i Nattens Stille til sin Brud,
over Alpers ubestegne Kjæde
lyser du din Ven til Elskovs Glæde.
Men med dobbelt Ild din Straale flammer,
naar blandt Oldtids Grave Skjalden staaer,
naar hans Hjerte bæver, Læben stammer,
og hans Haand begeistret Harpen slaaer,
da fremmaner du af Gravens Gjemmer
Heltes Skikkelser og Oldtids Stemmer.
Skjønne Lys! du var i hine Dage,
straalte tit for sejervante Nord,
hørte tit den fjærne Elskovs Klage,
skued’ mangen Idræt stolt og stor,
saae Nordmannatog og Gothens Hære
føie Sydens Fald til Nordens Ære.
Saae for Leires Scepter Bretland bøie
sig i Støvet, som en lænket Træl,
og paa Sydens viinbekrandste Høje
Dannebroge vaie seiersæl,
saae for Kjæmper fra den kolde Zone
Verdens Hersker skjælve paa sin Throne.
Skjønne Lys! lad dine Straaler bæve
venligt paa din Sangers Strengeleeg;
lad de gamle Helteskygger svæve
op af Gravens Muld om Hertas Eeg,
at mit Blik maa gjennem Natten stue
Glimt af Heltelivets slukte Lue.