Til min døde Kanariefugl
(Efter Lindgreen.)
(Efter Lindgreen.)
Farvel lille Pi!
see nu er du fri,
din Lænke er brudt og din Trældom forbi;
den venlige Død
blev rørt af din Nød,
din Nød, som rørte ei mig;
jeg holdt dig i Fængsel
uagtet din Sorg og din Længsel,
han hørte din Klage og frigjorde dig.
Men var da dit Baand
saa haardt og saa trykkende under min Haand?
du var jo min Ven,
og trofast jeg elsked min Pipi igjen;
naar Stormene foer
over Hav og Jord,
og Skoven i Snekappen hyllede sig —
jeg tit sad ved Ovnen og legte med dig,
Min Pipi! bekjend
om Mad eller Drikke du manglede end!
ak nei! mangen Gang
jeg glemte selv henrykt af Pipis Sang
min Hunger og Tørst hos min Ven.
O sig da, min Sanger! hvi nænte du saa
fra Vennen at gaae?
men, Pipi! jeg hører dit Svar i min Sjæl:
Hvad er vel den Lykke, man nyder som Træl?
Min Pi! du har Ret,
naar Lænkerne trykke, er Døden saa let;
naar Længsel os saarer,
doer Lykken i Taarer,
og Hiertet, skjønt fængslet med gyldene Baand
mod Friheden rækker en vinkende Haand,
Selv Fange, som du,
forlader jeg dig, — og jeg haaber endnu,
at fjern er ei Frelsen —
Sov sødt! tag en Hilsen
fra tvende smaa sorgende Venner og mig,
vi stunde tit dig.