Fra svundne Secler staaer du stolt og skjøn,
du Skovens Konge, Jordens stærke Søn!
og Kronens Pragt din gamle Isse pryder;
opfostret af Naturen blev du stor,
og, hærdet af den barske Vind fra Nord,
din Stammes Kraft Orkanens Vælde bryder.
O Træ! da du i Ungdoms Fylde stod,
har vore Fædre dandset om din Rod,
dit grønne Løv var Skjaldens bedste Smykke;
og naar af Livets Tummel træt og kjed
han stunded’ efter Valhals Herlighed,
modtog du Harpen i din dunkle Skygge.
Skjønt graa af Alder end du kraftfuld staaer
og ændser ei, at Stormens Vælde gaaer
igjennem Skoven og nedslaaer den Svage,
den rokker ei engang din stærke Fod,
thi tusindaarig Marv er i din Rod,
og al din Ungdoms Kraft er end tilbage.
Der var en Tid; men, ak! hvor er den nu?
da Nordens Søn var klippefast, som du,
og agted’ ei de vilde Stormes Vrede;
nu rystes han af mindste Hvirvelvind,
thi død er Fædres Kraft og Fædres Sind,
og Sporet selv er slettet ud hernede.
Snart synker ogsaa du, o Kjæmpe bold!
ei som et Offer før Orkanens Vold;
nei! Hug af Øxen skal din Styrke fælde;
thi denne Slægt, umandig Blødheds Ven,
udsletter nidsk hvert Spor, som minder den
om egen Svaghed og om Fædres Vælde.