En gammel Ræv, som gjaldt
for et Genie af første Skuffe, faldt
omsider i en Sax og maatte smukt betale
sin Uforsigtighed med Tabet af sin Hale;
vansiret, skamfuld lusker han
tilbage til Kong Løves Stater,
fordølger sin Defect saa godt han kan,
og taler saa til sine Kammerater:
„Jeg er, som alle Dyr i Skoven veed,
blandt Rævene den allerstørste Hader
af al Slags Pragt og Yppighed,
og gjør et Forslag nu, som lader
maaskee en smule sært, men er af Vigtighed;
hvad nytter Halen os? Den samler Lopper
og Støv og Snavs, ja, hvad som værre er,
den undertiden os i Farten stopper;
thi lad os kappe den! Er ingen Øre her?”
„Dit Raad, min Ven! gjensvarer en, jeg skatter
som det fortjener, dog, jeg beder, vend dig om,
da vil man svare dig.” — En vældig Latter,
og stakkels Mikkel gik saa skamfuld, som han kom,