Kalliope
→
Poets
→
Martin Kok
→
First lines
Martin Kok
(1850–1942)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Alt Skumringen gled over Kolding By
At Kalanus i Baalets Ildhav steg
D
Dagen var vor og i Aarhus By
De forlanger, hver Erindring
De siger, nu er Døren lukt
Den Dag, jeg første Gang Dig saae
Den flyvende Sommer driver sit Spil
Der er skrevet paa Prosa og skrevet paa Vers
Desværre — ja Kjærlighedsguden gjør blind
Det buldrer hult gjennem Harritslev By
Det dagedes om Lande
Det drøned mod Skandsen Nummer to
Det var en stivnende Vinternat
Det var hin knugende Februar
Det var ved tiende Regiment
Din Sang er som Nøkkens i Maaneskin
Din Stridsfærd er endt og Sejerens Fred
Donna Clara, Donna Clara
Du er min Yndlingsblomst, du Natviol
Du gamle Piletræ ved Aaens Bred
Du Haandværksmester med Høvl og Læst
Du lille Bæk, som rinder
Daare, frygter du for Mørkets Komme?
E
En Bi, som sad bag Rosenbækkens Kviste
En malmstøbt Støtte han var at se
En Rose Du smilende rakte mig, men
En Sommerfugl hun ligned, naar med spillende Trods
Ene staar jeg nu heroppe paa det nøgne, høje Fjeld
Engang i hin eders fejre Vaar
Engang Skjelmen Amor vilde
Er der en straffende Evighed til?
F
Fakkelskjæret over Nilen flammer
Fanen skal vaje
Floribella, kan du huske
Foran Altret i St. Markuskirken
Fordi Du er saa frisk og sund
Forlængst var Solen sunket i Vest
Fra Barndommens Morgen
Frostvinden langs henad Jorden strøg
Fru Helvig er Fange paa Gurrehus
Følg mig, Du Skjønne, hvor Natskyggen gror
Følg mig, fagre Lille
G
Guds Enbaarne sad i Synagogen
Gaa ned i Rosenlunden
H
Hallo lille Broder løs Kettingen rask
Han var en mager Pudelhund
Henover Nordens Lande nys Sørgebudet lød
Her sidder jeg ene ved Lampens Skin
Her stod hans Kamp — her blev den Djærve fældet
Her ved det fulde, det skummende Bæger
Hun dukked sit Hoved op til mit Bryst
Husker Du Venezia, Lagunernes By
Hver Gang under lyse Bøgekroner
Hvergang du sørger, og Kummeren nagende knuger dit Hjerte
Hvergang under lyse Bøgekroner
Hvor kunde jeg ane, hvor kunde jeg tro
Hvor sparsomt hen over Kridt og Flint
Hvorfor om Sorgen synge
Hvorfor ser du paa mig saa bedrøvet
I
I den hvide
I hvor Du end færdes
Ifald Du attraar Fred, byg ej dit Huslivs Throne
Ilden flammer, Ilden flammer
J
Jeg drømte, at jeg var en Jægersmand
Jeg drømte, jeg i Sarkofagen laa
Jeg fløj ej flittig som Bien
Jeg jamred aldrig ved Døgnets Nød
Jeg sad og støtted Haanden under Kind
Jeg stiger ikke som Ørnen
Jorden svulmer, Sneen svinder
K
Kald frem hint tungeste Smertens Aar
L
Luk i dine straalende Øjne to
M
Mads Voldstrup hed han, den brave Knøs
Min Frue, som Huslæge . . . De mig forstaar
Min Livskraft er brudt, alt har Døden mig fat
Min Længsel faar Vinger og flyver til dig hen
N
Nu al Naturen i sin Ungdom troner
Nu vi os vover
Nu Vaarhimlen hvælver sit blanke Paulun
Nuvel, gode Venner, skjænk i da og hør
Naar jorden aabner sit Moderskjød
O
O, ser jeg paa al denne Falskhed og Tant
Ofte tænkte jeg som liden
Om Kjærlighed du præker
Op ad Nebobjergets Side
P
Paa Saharas golde Slette
Paa Ødemarken stod den
R
Ret som den kantede Sten, der kastes i Brændingens Hvirvel
S
Sagnet kom til Kypros’ Strande
Septemberdagen var saa varm
Skovduen kurrer bag Træernes Grønt
Snart kommer Vaaren igjen over Lande
Solen dybt i Havet
Som Duen, der af Noahs Ark fløj ud
Som en Lavine, der sit Skred begynder
Som Markens Blomster vikle
Sæt ikke paa min Gravhøjs Vold
Saa mangen Gang jeg dukkede, hvor Kysten var flad
Saae du Stjerneskudet fare
T
Tag som en Tak for dit trofaste Sind
Tak for dit Brev! — Bag Hymens Baldakin
To Mil nordvest for Kolding
U
Uden Nummer og Navn
Under Mandeltræet gik den unge
V
Vandrer jeg paa Havegangen
Ved Ruden lille Preben stod
Ved Slesvig stod det første Slag
Veed du hvad der er dit Maal
Vi har hørt det selv i disse
Vifter, svale Nattevinde
Y
Ynglingens Hjerte kan lignes med Træet, der pranger i Vaaren