I.
Mads Voldstrup hed han, den brave Knøs,
Om hvem jeg i Dag skal fortælle,
Hans Daad og Død er saa stolt, at vel
Det Navn i en Sang kan gjælde.
Det var imod Midten af April;
De Danske drog ad Mysunde
Ved Aftentide med ilsom Hast,
At Slien forcere de kunde.
Men da de naaed den nordre Bred,
Var Baade og Færger i Tide
Af Hjemmetydskerne snedig bragt
I Behold til den anden Side.
Dèr stod Kaptejnen med sine Folk;
Hvad nu? Før Natten var omme,
Han maatte over det brede Vand,
Før von der Tann kunde komme.
Han saae paa sin Styrke: tusinde Mand
Med samt Kanoner og Heste!
Saa kaldte han Officererne frem
Og raadslog med dem paa det bedste.
Naa, Raad han fik vel adskillige af,
Dem har vi jo alle i Mængde,
Men Ulykken var, ved hvert eneste ét
Der stadig en Hage hængte.
Og alt imens listed Tiden bort,
Som var saa dyr for de Danske,
Det stemmed for Wörishöffers Bryst,
At alt maatte opgives ganske!
Da traadte langsomt af Rækkerne frem
En Fynbo — det hørtes paa Stemmen:
„Hr. Kaptejn, med Forlov, det var muligt dog
Vi os kunde knibe af Klemmen!”
„Tal frit, min Søn!” var Kaptejnens Svar;
Og Voldstrup begyndte: „Vi kunde
Kanske, da vi slet ingen Baade har,
Paa en Flage naae til Mysunde!”
„En Flydebro mener Du?” — „Saadan omtrent!”
Derhenne paa Laden maa være,
Saavidt jeg tænker, en ordenlig Port,
Som sagtens en Mand kan bære —
Den løfter vi af og sætter den ud,
Og saa derover jeg stager
At hente Baade til flere Folk,
Og siden Færgen vi tager!”
I Wörishöffer det gav et Sæt,
Hans mandige Øje lyser:
„Frisk da, min Søn! Du har Mod og Kløgt,
Dig tror jeg ikke de kyser —
Men tag Dig i Agt for det lumske Pak,
At ikke paa Lur de ligger!”
„Aah, jeg har jo Øjne” — mente Mads —
„Og saa en Slire, der stikker!” . . .
Det pladskede tungt i det sorte Vand,
De saae ham paa Fjorden forsvinde,
Den djærve Gut, som i Mulm og Nat
Alene drog mod vor Fjende.
Der skred en Time — endnu en halv,
Det faldt dem saa sært at vente —
Da . . . tys . . . i den stille, lydklare Nat
Man faste Aaretag kjendte.
Nærmere . . . nærmere Lyden kom,
Flotillen til Bredden naaede,
Thi det var Voldstrup, som stevnede hjem
Med otte forsvarlige Baade.
Men knap var Helten kommen til Land,
Før hver en Baad var bemandet,
Det gik derover i strygende Fart
At slæbe Færgen af Sandet!
Og før det dagedes, lød et Hurra
Fra Danskerne ved Mysunde,
Nu maatte den ærede von der Tann
Skam komme saa snart, han kunde!
Men om Mads Voldstrup et Vers blev gjort,
Hvordan han skaffede Baade:
Een dansk Soldat paa en Ladeport
Tog hele den tydske Flaade!
Og Krigen brød løs med Fynd og Klem,
Vore Jenser fik varme Dage,
Og hvor det gik frem, var Voldstrup først
Men sidst, naar det gik tilbage.
Han var deres modigste, bedste Mand,
Naar Kuglerne peb dem om Øret,
Stod han, hvor det haglede allerværst
Og tabte dog aldrig Humøret. —
En Dag, da efter en Dyst de sad
Og gantedes i Bivoakken
Og havde faaet en Omgang Vaadt,
Der altid jo hjælper paa Snakken,
Saa sagde Sergenten, den raske Harms:
„Hør Hundred og syv og fyrge,
Jeg gad nok vidst, hvordan det gaar til,
Du altid faar dit paa det tørre?
Vi andre pæne forsigtige Folk
Maa lappe paa Bulen og Buklen,
Men Du gaar jo paa som en ren Kamel
Og faar dog aldrig paa Puklen!”
„Ja, ser I, det er nu sin egen Sag
Med mig”, sagde Voldstrup besindig,
„Jeg har mine g’ode Grunde til,
At jeg tør være saa vindig!
Min Mo’er har fortalt mig, da jeg drog ud,
— Og deri just Knuden stikker —
At jeg er født med en Sejersærk,
Som gjør mig for Kuglerne sikker!”
„En Sejersærk? Hvad er det for en En?
Og hvad skal saa den betyde?”
„Det ligger i Ordet!” syntes Mads . . .
„Halløj! de begynder at skyde!”
II.
Snelmarkerskov gik det blodigt til,
Tre Gange stormed de Danske,
Men dreves tilbage af Overmagt,
Tilsidst de splittedes ganske.
Og Fjenden trængte de Vigende haardt
I Langs Goos Sø til Kongevejen,
Det blev til en Flugt, før de vidste det selv,
Da standsede Chefen Legen:
„Det gaar os galt, om vi ej faar Pust
Til at samle Tanker og Kræfter,
Men vi har ej Stunder, thi Fjenden er
I Hælene snart bagefter —
Kammerater! er her ej et Par, der vil
Som Mænd for vor Ære stride
Og give os Rast kun et Øjeblik,
Saa meld jer, det er paa Tide!
Thi vi bli’er frelst, om paa Vejen lidt
Vi Tydskerne kunde forskrække,
Og ser I — bag disse Skjærver og Sten,
Der er dog en Smule Dække . . .
Hvad Ingen?” — Jo Een! Og Kaptejnen saae
Paa Voldstrup: „Ja, farlig er Tingen!”
„Det veed jeg”, var Svaret, „og Een Hr. Kaptejn
Er lidt, men dog bedre end Ingen!”
„Bliver Du Gut, saa dæk dig bravt
Bag Stenbunken her ved Siden,
Gjør, hvad Du kan og saa godt Du formaar
Og spild de Karnailler Tiden!”
Mads Voldstrup gjorde Honør igjen,
Saa stilled han støt sig bag Dyngen;
Han vinked med Haanden: „Naa saml jer snart,
For dèr kommer hele Klyngen!”
Og ilsomt Jenserne trak sig bort,
Skjønt mangen det stak vel i Brystet,
Men staa paa en Vagt, som den han stod,
Dog ikke en eneste lysted . . .
Der lød en Salve, et højt „daran!”
Et enligt Skud var kun Svaret,
Da lytted de Danske og skottede om:
Hvordan havde Voldstrup sig klaret?
De ser Kammeraten, han lader paany,
Og nu . . . han vakler og falder
Men rejser sig atter og . . . vil han fly?
Nej nej, han sigter, det knalder,
Og Skuddet rammer — men ak, han selv,
Den eneste, som turde blive,
Han taber sin Riffel og segner om,
Før atter han Svar kan give!
Og som der var kommanderet: „Holdt!”
De standsede alle tilhobe,
Da hørtes Kaptejnens dybe Røst:
„Nu er det ej Tid at maabe —
Se han var tro mod sit Land og os,
Og vor skal i Døden han være!
Hvem vender og tager Mads Voldstrup med?
For ene jeg kan ham ej bære!
Det raaber om Hævn, det Hjerteblod,
Som dèr maa Stendyngen væde!
Ja tidobbelt Hævn — Kammerater, hør!
Det er Tydskernes skingrende Glæde!”
Da vendte de alle! Et højt Hurra!
Nu rystede Løven sin Manke!
Fremad de stormed, mens Lyn ved Lyn
Skjød fra Bajonetterne blanke.
Den knusende Overmagt var glemt,
Hvem kunde vel nu være bange?
Danebrog vajed, Trompeten klang:
Til Helvede med de mange!
Og von der Tann paa sin sorte Hest
Skreg „vorwärts” til ingen Nytte,
Mod Hævnernes vilde Raseri
Kan intet Feldtraab beskytte!
Som Hunde for Svøben dreves de bort
Af dem, der for Voldstrup sloges,
Ad Mark og Vej i en vrælende Hob
De tydske Friskarer joges! —
Slaget var vundet. De løfted ham op,
Hans Kind var bleg og hans Stemme
Lød bristende mat, da han hviskede svagt:
„Jeg er saaret, kan jeg fornemme!”
De stod saa tavse, de sejrende Mænd,
Med underlig nedslagen Mine,
Men Wørishøffer tog Heltens Haand
Og trykked den varmt i sine:
„Ja saaret, det er Du, min herlige Knøs,
Men Du er hævnet tilfulde,
Thi vi fik Tid til at samle vor Kraft,
Som netop vi maatte og skulde!
Og Gud velsigne Dig for din Daad,
Se, Fjenden er sprængt og slagen,
Dit Navn blev Løsenet til vor Sejr,
Og Snelmarkerskov er tagen!”
Da tindrede Voldstrups Øje lyst,
Han saae sig omkring og smilte,
Saa sank hans Hoved mod Brystet, mens
Paa stærke Arme han hvilte.
Men da de ham bar paa Geværerne bort
I stille Sorg for den Døde,
Han aabned sit Øje endnu en Gang
Og nikked dem mildt imøde:
„Farvel Kammerater, og inderlig Tak,
At slagen I ej lod mig ligge!
To tydske Kugler blev støbt for mig,
Saa skudfri er jeg vel ikke —
Men det er dog sandt med den Sejerssærk,
Thi var ikke her jeg blevet,
Saa havde I aldrig gjort Front igjen
Og Sejren fra Tydskerne revet!”