Jeg drømte, jeg i Sarkofagen laa
Bag Kisten Fjel, min Livskraft var udslukt.
Forglemt var jeg blandt Jordens glade Børn,
Mit Navn udvisket alt af Mindets Tavle;
Og dog jeg syntes, nys jeg jordet var
I Ungdomsaar — alt havde jeg forgjettet,
Kun dig jeg husked, du stod for min Sjæl
Min elskte Brud, jeg husked, da du sad
Hist ved min Side i min sidste Stund,
Jeg husked grant din Jammer, da mit Dødssuk
Lød dig imøde fra min kolde Læbe!
Saaledes laa jeg hist i Sarkofagen,
Da hørte jeg Musik og festlig Sang,
Et Lyshav fyldte hele Kirken op,
Det trængte og til mig, jeg kunde se
Igjennem Gravens Hvælving op i Kirken.
For Altret stod en Præst i hellig Dragt,
Foran ham knælede paa Brudeskamlen
En Mand og Kvinde: han velsigned dem.
Dog Brudens Ansigt kunde jeg ej se,
Hun bøjed Hovedet i hellig Andagt.
Velsignelsen var endt, en Højtidssang
Fra Koret bølgede igjennem Kirken.
Da hæved hun sit Blik, jeg kjendte hende —
O, det var dig, min Elskede, min Brud,
Du var en andens Hustru, ved hans Side
Du vandred ned ad Kirkegulvets Fliser;
Du saae saa lykkelig, forklaret ud.
En ukjendt Smerte greb mig, det var som
Mit Hjerte skulde briste, men jeg var
Alt død, det kunde ikke briste mer!
Stiv laa jeg, ubevægelig og kold,
Og Orglets Melodier standsede,
Lyshavet sluktes, alt var atter Mørke!