†
†
Henover Nordens Lande nys Sørgebudet lød:
Den ædle svenske Konge, de Danskes Ven, er død!
O danske Folk, velsign ham og tak ham i hans Grav,
Sin elskelige Datter, sit bedste, han dig gav!
Han elsked gamle Danmark i Lykke og i Sorg,
Derfor skal han gjenelskes i Hytte og i Borg!
Saalangt som Kjærligheden til gamle Danmark naaer,
Langt længere mod Syd end hvor Grændsepælen staar!
Det var som Længslen drog ham herned til Øresund,
At dog han kunde kaste et Blik i Dødens Stund
Over de dybe Vande til Akselstaden hen
Og tage med en Hilsen til sin hedenfarne Ven!
Ja visselig han slutted ind i sin sidste Bøn
Sit Broderfolk, sin Datter og kaarne Fostersøn:
At Mulmet maatte svinde for Solens lyse Glands
Og Danmark atter vinde sin tabte Sejerskrands!
Vi elske skal dit Minde, du ædle Kongesjæl,
Lul, Bølger, over Sundet, det danske Folks Farvel
Velsignelsen skal lyde fra Danmarks Bøgelund
Til Kongesarkofagen hinsides Øresund!