†
†
Din Stridsfærd er endt og Sejerens Fred
Du fanget har,
Til Himmerigs evige Borgeled
Dig Englen har!
Ja, for hver kvægende, trosmægtig Salme
Vokser dig hisset en skyggende Palme,
Men Støvet begrædes i Danmark!
Du raabte med Seerens varslende Røst
Saa vidt om Land!
Mod Tidens Vantro, mod Slægtens Brøst
Du stred som Mand!
Bavnen du tændte til Lysning paa Vangen
Folket du vakte ved Hjertesangen
Og Mulmet forjog du fra Danmark!
Du elsked dit Land og du elsked dit Folk
Af Hjertets Trang,
I Lykke og Nød du var jo dets Tolk.
Med Bøn og Sang!
Ofte du Fjender om Danmark saa flokkes,
Aldrig din Tro dog paa Sejr kunde rokkes,
Naar Fjenderne reves om Danmark!
Du elsked dit Modersmaals dejlige Klang
Saa dybt og rigt,
Og til dets Pris du begejstret sang
Sang saa det gjenlød i Bøgelunden
Sang saa du vakte af Sløvheden Bonden,
Og Sangen skal aldrig forglemmes!
Og kunde end Smiger fra Vennemund
Sløve din Sands,
Og klang der end stundom fra Lyrens Bund
En Dissonans,
Stor var din Virken og ædel din Stræben,
Malmfuldt var Ordet, som rulled fra Læben
Dit Minde skal leve i Danmark!