Mosrosen
(Ideen efter det Engelske.)
(Ideen efter det Engelske.)
I.
Paa Saharas golde Slette
Brændte Solens varme Straaler,
Sandet føg hen over Jorden,
Hvirvlende i tykke Skyer,
Ingen Skygge var at finde,
Intet Træ og ingen Kilde
Kvæged Vandreren i Ørknen.
Og saa langt som Øjet skued
Saae det kun det øde Salthav.
Sandet brændte under Foden
Som Vulkanens tynde Skorpe.
Glødende var hele Lutten,
Lig et mægtigt Flammedyb,
Slukt var Livet og dets Virken!
Højt fra Jorden over Skyen
Fløj en hellig Himlens Engel,
Herrens Sendebud til Jorden,
Fra en lang møjsomlig Rejse
Til fortabte Sjæles Frelse
Iled den paa lette Vinger
Atter op til Paradiset.
Da udmattede dens Kræfter,
Dalende den sank mod Jorden,
Paa den glødende, den golde
Ørken faldt den kraftløs om.
Mørkets Aander hist i Dybet
Frydede sig da saa saare
Ved at se den Armes Smerte,
Svoveldunster steg af Jorden
Og forpested hele Luften.
Da fortvivled Herrens Engel:
„Hvorhen skal jeg ty, jeg Stakkel?
Jeg, som bragte Fredens Budskab
Ned til Millioners Slægter,
Jeg maa nu forgaa af Pine,
Utaknemmelige Jord!
Jeg, som stod for Herrens Throne
og anraabte Gud om Naade
For de alt fordømte Slægter,
Der forglemte Herrens Bud!
Ydmygt bad jeg hos Gud Fader
Om at sende mig med Frelsen,
Og da han min Bøn opfyldte,
Iled jeg paa snare Vinger
Med mit Kjærlighedens Budskab;
Jeg maa nu af Kval omkomme!”
Saa sig klaged Herrens Engel,
Men af Træthed og af Pinsel
Slumred den i Smerter ind.
II.
Da opvoksed der af Jorden
En livsalig Rosenbusk.
Kvægende den sine Grene
Bøjed over Englens Hoved,
Blomsterne udsendte Duften,
Som med Vellugt fyldte Luften,
Vifted Kjølighed og Skygge
Med de tætte, friske Blade.
Styrket af den milde Slummer
Opslog Englen sine Øjne;
Da den saae det hulde Grønne,
Smiled den med saligt Blik,
Kyssed Blomstens friske Bæger,
Vanded den med Glædestaarer:
„O, du kjærligste bladt Blomster
Hvormed skal jeg dig gjengjælde?
O forlang, hvad du vil have,
Jeg dig skjænker, hvad du attraar!”
Rosen bøjede sit Hoved
Og med Ydmyghed i Hjærtet
Mæled den: „O du mig give
Det, du tror mig tjener bedst!”
Kjærlighedens milde Engel
Smiled da igjennem Taarer:
„Vær velsignet ringe Blomst!
Bly, beskeden og hengiven,
Lønnen skal ej udeblive,
Du den skjønneste skal vorde
Nu af alle Jordens Blomster!
Kjærligheden, Ydmygheden
Skal tilvisse vinde Sejer!”
Saa den talede og svøbte
Trindt om Rosens favre Bæger
Simpelt Mos med stille Bøn;
Men trods Simpelheden straaler
Denne Rose fremfor alle
Andre Blomster højt i Skjønhed,
Kjærlig, ydmyg vandt den Sejer!