En malmstøbt Støtte han var at se,
Som der han holdt paa den frosne Sne,
En Stund de vel maatte raste
For ham af Sadlen at kaste.
Omkring hans Hjelm og hans gule Haar,
En funklende Krone Solen slaar
Og lægger hen over hans Pande
Sin Glands fra de evige Lande.
Højt oppe svæved paa Vinger graa
En ensom Ørn imod Himlens Blaa;
Det hvisked i Skovens Grene:
„Den Største blev altid ene!”
Men stærkere lød de dundrende Trit,
Husarerne kom i strygende Ridt —
Da standsede Regimentet;
Den Fjende var ikke ventet!
En eneste Mand, der holdt saa trygt —
Var han forstenet i maalløs Frygt?
Thi Vanvid de vilde kalde,
At Een turde staa mod Alle.
De raabte an, mens de red ham imod.
Et Sprog, Niels Kjeldsen ikke forstod.
Men Meningen fatted han ganske
Og svared dem paa sit Danske:
„Jeg synes, I taler om Pardon,
Det byder man aldrig en jydsk Dragon,
Kom frem, kom to, hvis I lyster,
Saa ser vi, hvem der er Kryster!”
Sin Klinge han svang paa en slig Manèr,
At ej de behøved at spørge mer,
Og to af de røde Husarer
Fremad i et Stormløb farer.
Men Kampen var kort — før et halvt Minut
Der blev dem en saadan Hilsen budt.
At deres Humør var omme
Og begge Sadler var tomme.
I vild Galop over Marken hen
To Heste sprængte foruden Mænd,
Thi deres Ryttere begge
Sig maatte paa Sneen strække.
Da vrinskede stolt Mels Kjeldsens Hest,
Den følte sig bud en til Højtidsfest
Og rysted sin buskede Manke.
Som drømte den Sejrens Tanke.
Dog det maatte hævnes, den Skam og Spe,
Og mod den Ene nu stormed Tre;
Hvad ej kunde naaes af Tvende,
Det magted vel nok de Trende!
Fra begge Sider de sprængte an
Med drønende Slag med den ene Mand
Men han kunde ikke falde —
Til Jorden maatte de alle.
Paa Vejen de laa med gispende Aand,
Men knust var Niels Kjeldsens højre Haand;
Saa greb han med Venstre sin Klinge,
Endnu han kunde den svinge.
Og truende han mod sin Fjende saae:
Kan snart I vort danske Sprog forstaa?
Kom frem, I pralende Taaber! —
Men Oberst von Somnitz raaber:
„Hvor skjuler han sig, den stærke Hans?
Et Kors, om du viser dem her til Lands,
At Ziethens røde Husarer
Skal Ingen skjælde for Harer!”
Da aabnedes Kredsen og fremad red
En Kjæmpehusar fra sidste Geled!
„Hr. Oberstens Ord i Ære,
Det Kors skal Hans Meinung bære!”
Saa spored han frem med et højt „daran”
Sin tunge Hest mod den saarede Mand;
Niels Kjeldsen gav Agt paa Tiden
Og sprang med et Ryk til Siden.
Men da saa hans venstre Haand var fri,
Han stemte Tyskerens Kampraab i.
To Klinger i Luften svirre,
Mens aandeløst Alle stirre.
Der skiftedes Hug og der toges mod Stød,
Den Ene gav, hvad den Anden bød,
De syntes hinandens Lige,
Og Ingen lysted at vige.
De hvirvledes om i den hede Kamp,
Rundt brødes Jorden af Hestenes Tramp,
Og Staalet skjød Lyn i Slaget,
Men Ingen fik Overtaget.
Snart blev Minutterne til Kvarter,
Og Kredsen vider sig mer og mer:
Han maatte dog Sejren fæste.
Thi han var Tyskernes Bedste.
Da skifted Husaren sit Angreb brat:
Nu maatte den Ene dog være mat.
Hvo havde vel slige Kræfter.
At ej han tilsidst gav efter?
Saa vég han tilbage et hundred Skridt
For først at drage sin Aande lidt.
Før sidste Forsøg han gjorde:
At ride sin Fjende tiljorde.
Vildt hvined Hingsten ved Sporens Stød
Og sprængte frem som paa Liv og Død
De bragede Skulder mod Skulder:
Husaren i Støvet ruller!
Men midt paa Kamppladsen høj og stolt
Niels Kjeldsen uovervunden holdt.
For Tysken en blodig Lære:
Den danske Dragon i Ære!
Og Kredsen snevred sig ind igjen,
Da red umærket en Løjtnant hen
Og skjød ham en Kugle i Nakken —
Det jamred fra Skoven og Bakken.
Et Suk, et Sæt, og saa sank han ned,
Mens Sablen ud ham af Haanden gléd,
Og strax Enhver kunde kjende:
Hans Kamp var kjæmpet til Ende.
Et dæmpet Raab gjennem Skaren foer,
En rislende Rædsel, som ej fik Ord,
Saa blev der et knugende Stille,
Som Ingen sig røre vilde.
Kun Obersten vendte sig barsk omkring
Og saae et Sekund paa den tavse Ring,
Men Ingen hans Blik gad møde.
Det syntes saa sært at gløde.
Og Rækkerne formede sig paany,
Det gik tilbage mod Kolding By
Men højt over Dødens Scene
Svang Ørnen sig tavs og ene.