To Mil nordvest for Kolding
Lidt hinsides Viuf By,
Hvor Blaakjærskoven løfter
For Østenvinden sit Ly
Og drager langs Landevejen
Sit lange skjulende Hegn,
Der bryder den vide Udsigt
Hen over den lave Egn —
Der holdt en lille Patrouille
Fra sjette Dragonregiment,
Som Ritmester Sehestedt havde
Paa Rekognoscering sendt;
Til Hovedkvarteret i Vejle
Den snelt skulde bringe Bud,
I Fald de røde Husarer
Fra Kolding rykkede ud.
En faatallig Forpost var det:
Tre Mand og en Korporal,
Der nys havde trukket sig nordpaa
Fra Steenkjær og Almind Dal.
Vel modige Gutter tilhobe,
Men ham paa den sorte Hest,
Der holdt lidt foran de Andre,
Nok huede Turen bedst.
En bredskuldret kraftig Kjæmpe,
Blandt Kammeraterne kjendt
Som den, der magtede alle
Ved sjette Dragonregiment.
Lidt dvask i Kasernen hjemme
Til Pudsning og dagligt Gravn,
Ret en af de støtte Jyder —
Niels Kjeldsen, det var hans Navn.
Det lakked mod Middagstide,
Endnu var dog alt saa tyst;
Som Fredens Aand havde lagt sig
Til Hvile paa Jordens Bryst;
Fra Træerne dryssede Sneen
I Flokke mod Skovens Bund —
Langt borte i Bondebyen
Hørtes en bjæffende Hund.
Da gungrer det fra det Fjerne
Igjennem den frosne Jord,
Og Hestene pruste og lytte
Med spilede Næsebor.
Dragonerne rykke sammen,
De spejde mod Syd, mod Syd,
Hvor kommer den fra, den hule.
Taktfaste, drønende Lyd?
En bævende Spænding lægger
Sig over de vejrbidte Træk,
Det er hverken blussende Kamplyst,
Ej heller stivnende Skræk —
Det er en anende Venten:
Hvad bringer vel næste Minut?
Saa stirre de aandeløst nedad,
Til Dagbrynet bliver brudt.
Det blinker i Horizonten,
Snart Skyggerne tone frem,
Og mørke Konturer tegnes
Paa Sneens blaahvide Bræm,
Det former sig til Kolonner,
Og nu kan det kjendes klart:
Det er de røde Husarer,
Der kommer i strygende Fart,
Og Korporalen sig retter:
„Nu rask omkring og afsted!”
Men langsomt Niels Kjeldsen mæler
„Her rider jeg ikke med!
Nu har jeg lystret Parolen
Saa længe uden at kny —
Det svor jeg ikke til Fanen,
At jeg vilde altid fly!
Men saadan forstaar jeg Eden:
Vort gamle rødhvide Flag
Skal ikke slæbes tilskamme
Paa Flugt baade Nat og Dag!
Og saadan forstaar jeg Kampen
Mod Overlast og mod Vold:
Selv den, der blev ene mod mange.
Tør dog ej kaste sit Skjold,
Og længe nok har de haanet
Den vigende danske Mand —
Idag skal dog Een de møde,
Som vover at holde Stand!
Thi skorter det mig paa Kræfter,
Det skorter ikke paa Mod.
Saa kan jeg falde med Ære,
Dertil er Ingen for god.
Som Barn, da jeg gik i Skole,
Min Lærer vilde mig spaa,
Den stædige Egenvillie
Tilsidst kom mig dyrt at staa.
Kan hænde, jeg her skal bøde.
Fordi jeg er trodsig og stiv,
Men flygte — det gjør Niels Kjeldsen
Nu aldrig mèr i sit Liv!
Her viger jeg ikke af Pletten.
Hvor nu jeg har sat mig fast,
Før jeg har viist dem, at Jyden
Ej altid har saadan Hast!
Før jeg har viist dem, at havde
Vi blot ej været de Faa,
Da skulde vi heller aldrig
I Krigen blevet de Smaa.
Jag I til Vejle med Melding,
At Fjenden er i vort Spor,
Saa bliver jeg her tilbage
Og skifter med ham et Ord!
Maaske kunde her paa Vejen
Saa langt jeg trække det ud.
At I fik Tid til at bringe
Det skjæbnesvangre Bud!”
Der blev ikke Stunder til Svaret,
Til Talen for og imod,
Sekunderne vare dyre.
Hvert et kunde koste Blod!
Haardt spored de deres Heste
Afsted i stormende Ridt —
Da syntes atter Niels Kjeldsen
At aande rolig og frit.
Han saae dem alle forsvinde
Bag Skovens øverste Kant,
Det maatte, det maatte lykkes.
Om Forspringet kun de vandt!
Alene blev han tilbage.
Midt ud han paa Vejen holdt.
Mens Hesten spidsede Øre
Og vrinskede vælig stolt.
Han løfted sit Blik mod Himlen,
Som den, han til Vidne tog
Paa Kampen, han gik imøde.
Og Sagen, hvorfor han slog;
Derfra gled langsomt hans Øje
Mod Nord, mod hans Fædregaard
Saa bøjede han sit Hoved
Og bad sit Fadervor!