Det var hin knugende Februar
Med frostkolde Vinterdage,
Da bange Spørgen fik bange Svar —
Ak, vel maatte Danmark klage!
Thi Rygtet fløj med det tunge Bud,
Til os, der om Sejren drømte.
At knap var løsnet de første Skud,
Før Danevirke vi rømte.
Fortvivlelsen bredte sig fjernt og nær,
Tilsidst turde Ingen spørge:
En daadløs Vigen, en æreløs Færd,
Et Folk, som kun kunde sørge!
Var det vor Høst af hin dyre Sæd
Fra Frihedsdagenes Morgen?
Saa hviskedes trindt, medens Kvinden græd
Og Manden sad stum i Sorgen.
Vi svigtede selv Thyra Danebod
Og Frelsen, som hun os vilde.
Nu mægted vi ej at staa imod,
Vor Hær var saa haabløs lille.
Vi maatte vige, vi maatte fly,
Vi havde kun Eet tilbage:
At gaa med Ære den Vej, Olaf Rye
Os viste i fordums Dage.
I søvnløse Nætter foruden Rast
Med svindende Haab og Kræfter,
Puffet og skræmmet med ængstlig Hast,
Naar segnende han gav efter —
I sløvende Tvivl om en haabløs Sag,
Hvor han kun det ene vidste.
At Skammen var foran og Fjenden bag
Med Fangenskab til de Sidste . . . .
Det var en Lod for den danske Soldat,
Som vel kunde Modet rane,
Og dog skal det aldrig siges, at
Blot en eneste svigted sin Fane.
Det gik imod Nord, det gik imod Øst
Til Dybbøls bloddøbte Skandse,
Da stemmed det trangt for Soldatens Bryst:
Her maatte, her maatte han standse.
Her maatte han øve hint sejge Mod,
Han havde fra Fædrene arvet,
Og vise, at Stammen paa Danmarks Rod
Var end ikke helt udmarvet.
Han satte sig fast bag den lave Vold,
Der næppe som Brystværn skjuler —
Her maatte han staa, til den sidste Knold
Var splintret af Fjendernes Kugler! . . .
Hvad dèr han skrev, den menige Mand,
I Vinterdagene strenge
Med sit Hjerteblod i det fygende Sand,
Skal dog vel holde sig længe.
Det er tegnet op, og det skal staa fast.
Hvor Rang og Titler ej gjælde:
Han satte sit Liv paa det dyre Kast
Og glemte Fjenden at tælle.
Han levede nok til at dø som Mand,
Og det skal hans Gravskrift være;
Han faldt, hvor han stod, for sit Fædreland,
For Konge, Frihed og Ære! —
Det gik ad den brede Vej mod Nord
Fra Flensborg til Skamlingsbanke,
Frem til Frederits — til den viede Jord,
At gjenføde Bülows Tanke.
Der laa som et Haab i Fæstningens Navn
Med Glands af en Sommersols Gløden.
Her tændte Julikampen sin Bavn,
Før Idsted blev Morgenrøden.
Afsted det gik — i Tilbagetog
Ad slet Vej og op over Bakke,
Tornystren blev til et voxende Aag,
Der tynged Soldatens Nakke;
Kanonerne kjørte i Sneen fast,
Og Hestene stred og stræbte
Under Pidskeslag, saa Hamlerne brast,
Mens de sig tildøde slæbte.
Og Smeden mødte med Hammer og Tan
Kanonerne at fornagle.
Men Jenserne græd og Jenserne sang-
Og trak i den sprængte Skagle.
Dog Tiden var kort og Vejen lang,
Og Smeden kom med sin Hammer,
Kanonerne blev, hvor de stod engang,
Trods alle Jensernes Jammer.
Nedad mod den søndre Horizont
Hvert Blik med Forventning søgte:
En eneste Gang blot at gjøre Front
I Stedet for altid at flygte! —
Parolen lyder, afsted det gaar
Fra skuffet Haab gjennem Møje —
Nej, Ingen aner og Ingen forstaar
Hvad Ondt Soldaten maa døje!