Kald frem hint tungeste Smertens Aar,
Vort Fædreland maatte friste,
Da Danmark tømte sin bitre Skaal
Og tømte den ud til det Sidste!
De mange Aar har ej Vunden lægt,
Hvor skulde vel den sig lukke?
Maaske skal en ufødt Efterslægt
Endnu ved Smerterne sukke.
Vi spejde mod Syd, han spejder mod Nord,
Vor kjære kuede Frænde,
Lang er tilvisse Forsmædelsens Nat,
Det maa vel hver Dansk bekjende.
Højt steg vort Mod, en forviltret Falk,
Der ikke sin Flugt kan tvinge,
Men glemmer, den sorte Ørn under Sky
Har stærkere Næb og Vinge.
Og stolte vi var til Overmaal
Af Fædrenes Sagn og Bedrifter
Og brovted med Heltegjerninger, som
Vi havde i — gamle Skrifter.
Med kildrende Tale om eget Værd
Vi døved hinandens Øre
Og slog som Børn paa et Kjæmpesværd,
Vor Arm ej mægted at føre.
Der hørtes Røster fra Læg og Lærd,
Som nok maatte Himlen friste:
At Danskerne var et Forjættelsens Folk,
Vorherre ej turde miste.
Og Sangen lød stolt om den tyske Trold,
Der skulde i Græsset bide —
O, vi blev kuet og vi fik lært:
De Smaa skal tie og lide!
Den kom, den knugende Uvejrsky
Med Lyn og hvirvlende Storme,
Og før vi selv vidste ret deraf,
I Støvet vi krøb som Orme.
Fra Land til Land gik vi Tiggergang
Og bankede paa hos de Stærke,
Men Døren var lukket, i hvor vi kom.
Vi bar jo Forsmædelsens Mærke.
Da fatted vi først, vi alene stod,
At Fyrsteord og Traktater
Kun vejer lidt paa hin blodige Vægt.
Hvor Lodderne er Granater —
At vi var solgte af Statsmænds Kløgt
Til vor graadige Arvefjende,
Nættet var spundet om os forlængst.
Vi selv var de eneste Blinde.
Det ramte saa tungt, det stak saa dybt;
Vort arme Land skulde deles!
Og Mangen tabte vel Troen paa.
At dette Saar kunde heles! — —
Ja, Fædrenes Sværd blev vor Arm for tungt
Vi kan det ej mere svinge,
Evropa voxed sig stærk og stor
Og derfor blev vi de Ringe.
Vi glemte at voxe! Til daadløs Kjævl
Forøde vi Kraft og Evne!
Og dog, vi veed jo ej Tid og Stund
For Regnskabets store Stevne.
Vi er de Faa, det er tidt nok sagt,
Men hver en Arm har dog Kræfter;
Og liden Tue vælter et Læs,
Naar Tuen blot ej giver efter.
Naar næste Gang ved Kartovers Brag
Evropa sin Fremtid vejer,
Maaske vi kan være det lille Gran,
Der da skal tynge til Sejer.
Thi staar vi en Fylkning af støtte Mænd,
Da kan det vel aldrig fejle.
At mere end Een vil paa Kampens Dag
Til os og vort Venskab bejle.
Men er vore Arme slet intet værd,
Maa andre vort Hus beskikke —
En Vaabenfælle fandt aldrig den,
Som kim kan trygle og tigge!
Det Folk, som har set over Afgrundens Rand
Og svimlende bævet ved Skuet,
Kan bære derfra en Fortvivlelsens Kraft,
Der løfter det højt over Nuet.
Der er et Haab i hvert Nederlag,
Som Væxt for Træet, der kappes.
Det kan voxe frem til fornyet Liv,
Og Styrke, som aldrig slappes! — —
Endnu er vi Herrer i eget Hus,
Endnu tør vi smedde Værge,
Endnu blev vi aldrig tvungne til
Tyranner Troskab at sværge.
Og bruge vi Tiden, den dyre Tid,
Vi mindst har Raad til at spilde,
Og kaste vi Madstrævets Last overbord.
Før Nemesis dømmer: Forsilde! . . .
Og holde vi trofast Nattevagt
I Kreds om vor gamle Fane,
Da sker det forvist, Dronning Thyras Aand
Vor Tro skal tilbage mane.
Ja, rejse vi os til mandig Id
Og sone vor egen Brøde,
Da gryer en Morgen af Sorgens Nat
En Gang vore Børn imøde!
Thi grunder nogen i Tvivl og Frygt,
Vi tør ham vel frejdigt svare:
Det Folk blev aldrig af Gud forladt.
Som selv vil sin Frihed bevare.
Men Villien skal præges ud i Daad,
Og Mænd maa til Daaden øves,
Hvis vi med Jubel skal kunne se
Niels Ebbesens Eeg at løves!