Frostvinden langs henad Jorden strøg,
De visne Blade i Hvirvler føg.
Det hule Ekko af Hestenes Hov
fjernt i den klingre Skov.
Dér midt paa Vejen Niels Kjeldsen laa,
Hans blege Kind blev af Kulden blaa,
Og han, som svulmede nys af Liv,
Laa sammenkrummet og kold og stiv.
Det fyrige Øje for evig brast,
Mod Brystet kramped han Haanden fast,
Hans røde Blod paa den hvide Sne
Var ret som en Danebrogsflig at se.
Der gik en Time og der gik to,
Den Faldne hvilte i Dødens Ro;
En slunken Ræv sprang i Krattet om,
Og søndenfra et Par Krager kom.
Da skrumlede frem en Enspændervogn,
Det var en Bonde fra Viuf Sogn,
Tre Uger havde han kjørt i Ægt,
Nu vendte han hjem til Gaard og Slægt.
Det gik saa smaat, baade Hest og Mand
Var nok kjørt ud i lidt bedre Stand,
Men Krigen tærer paa Kjød og Blod,
Selv hvor den ej kræver Heltens Mod.
Da standsed Hesten og gav et Spring,
Som skræmtes den ved en ukjendt Ting,
Og Bonden vaagnede af sin Døs,
Mens Tømmen gled ham af Haanden løs.
Han stirrede fremad — hvad var vel dèr?
Som Øget ej turde komme nær?
Da sprang han ned med et dæmpet Skrig
Og bøjed sig over Dragonens Lig.
Ak, Døden havde saa fast et Tag,
At Vennehjælp var en haabløs Sag;
Han løfted hans Hoved og drog et Suk:
„Den Stakkel, hvor var han dog ung og smuk!
Og Kuglen har han i Nakken faa’t,
Han vilde flygte, forstaar jeg godt,
Bag Blaakjærskoven var Skjulet rart.
Men Kuglen her havde bedre Fart,
I Otteogfyrge, da jeg var med.
Vi tog ej Saaret paa saadan Led —
Men det maa være nu, som det kan,
Han er dog død for sit Fædreland!”
Og Bonden klapped sin gamle Hest:
„Du faar Dig bytte, som Du kan bedst,
Vel trænger han ej til Varme der
Og fryser nok aldrig i Verden mer —
Men dog det Bedste er ham parat.
Guds Fred over hver en falden Soldat,
Ja han er mér end en Anden tryg!”
Saa drog han Dæknet af Øgets Ryg.
Og atter raadvild han gik derhen;
Hvad skulde han nu med den faldne Svend?
Han trak sit Vejr med et langsomt Pust —
Da saae han, Niels Kjeldsens Haand var knust.
Og Bonden studsed ved dette Syn.
Mens Rynkerne glattedes af hans Bryn;
Nu stod det Hele med Eet ham klart,
Det tunge Spørgsmaal var her besvart:
„At han vilde flygte, var ej saa sært.
Hans ene Arm er jo rent spolert!”
Saa stod han en Stund og gav et Nik,
Det dugged en Kjende for Bondens Blik
Han kyssede Heltens kolde Haand:
„Tilgiv mig, du brave, hjemfarne Aand.
Tilgiv, jeg kaldte dig før Kujon,
Du var dog en ægte dansk Dragon!
Saa længe, du mægtede, holdt du Stand,
Og flygted først som en saaret Mand!
Du hørte med til vor sejge Slægt,
Du vilde kun hjem at faa Vunden lægt!
Velsignet være du i din Død,
Forbandet Skurken, som ned dig skjød!
Til Ryes Brigade du stolt gik ind.
Der faar du Løn for dit Heltesind!”
Og Bonden brast i en stille Graad:
„Har end paa Tiden jeg daarlig Raad,
Han skal dog hjem til sit Regiment,
Saa det kan spørges, hvad ham er hændt.
Jeg orker vel nok til Vejle ind,
Her skal han ej ligge for Vejr og Vind!”
Saa løfted han blidt Niels Kjeldsen i Favn,
Mens sagte han hvisked: „I Jesu Navn!”
Han skrumled mod Nord paa sin Fjælevogn,
Den gjæve Bonde fra Viuf Sogn,
Og svøbt i Dækkenet, stivfrossen, kold.
Der laa en Helt med uplettet Skjold.
Og Kragen løfted sin skarpe Røst,
Der dybt gav Gjenlyd i Danmarks Bryst,
Men Iskrystaller med dæmpet Klang
Fra Skoven kimed en Ligfærdssang.