I.
Donna bella, kan De huske,
Da som Børn vi leged sammen?
Hver en Aften Stævnemøde
Havde vi ved Fiskedammen.
Vredes ej, at jeg tilbage
Mindet som et Gjenfærd kalder,
Vi var Fiskerfolk, og vore
Baade, det var Valdnødskaller.
Dristig ud paa Togt jeg styred,
Mens De passed Huset hjemme
Donna bella, hine Dage
Skulde de dog gaa af Glemme?
Naar fra Fangsten hjem jeg vendte
O, hvor var vi barneglade,
Frem De satte Aftensmaden:
Stikkelsbær paa Lindeblade!
II.
Donna bella, kan De mindes,
Da Studenten kom med Huen?
I en lys Skjærsommeraften
Svæved Eros gjennem Stuen.
Og han vinked og han drog os
Ud i Herregaardens Have,
Hvor de unge Rosenalfer
Lærte Længslerne at stave.
Hvor den brede Guldregn dækked
Som en blomstertung Kaskade —
Irisken med Undren lytted
Bag de junifødte Blade.
Varme Ord og stærke Løfter
Guden fik med List sat sammen . . .
Donna bella, mèr end Løfter,
Da vi saas ved Fiskedammen!
III.
Og vi mødtes èn Gang siden,
Husker De? ved Soiréen;
Det var kun et Blik, vi vexled
Over Tjeneren med Theen.
Lange Aar og lange Dage
Lagde Slør henover Mindet,
Jeg blev gammelklog og bitter,
Livets Alvor fik mig blindet.
Spændt i Aag for Trædemøllen
Ryster jeg de skaarne Lokker,
Naar jeg mig til Pilleri støtter,
Synes stundom jeg den rokker.
Men endnu i vage Drømme
Kan jeg høre Deres Stemme —
Donna bella, Donna bella,
Hvor det dog er svært at glemme!