I en bekendt Sang af Edv. Lembcke, For Sønderjylland, sammenlignes de to Folkestammers Kamp om dette Land med to Bejleres Kappestrid om den samme Brud. Den ene, hedder det, kom i Rigdommens og Magiens Glans; »den anden rakte Haanden jævnt og stille og havde ikke mange Ord at spilde«. Saaledes som Digteren her har skildret det Folk, han tilhørte, var han selv. Og hvis ikke blot den kønne Sang om Vort Modersmaal, men ogsaa dens Forfatter vil huskes endnu lang Tid i Danmark, er det saaledes: som en jævn Mand, der har givet en dyb Følelse et stille Udtryk, og som en sparsom Forfatter, der »ikke havde mange Ord at spilde«. Hans digteriske Livsgerning er foruden det store Oversættelsesarbejde (især af Shakespeare og Byron) et lille Bind Digte og Sange, hvoraf der i nærværende Udgave optages det meste.
Edvard Lembcke er født i København i Aaret 1815 som eneste Søn af en dansk Moder og en i sin Ungdom indvandret, efterhaanden ganske fordansket Tysker, der troede at være af vendisk Afstamning. Faderen ernærede sig en Tid ved at holde Auktioner over Bøger, og Drengen lærte tidlig at læse og elske Digterværker. Sin Moder mistede han to Dage før sin Konfirmation; en lille Søster, hans eneste Legekammerat, var allerede død i hans første Barndom. Han blev Student fra Metropolitanskolen 1833, teologisk Kandidat 1838, var Adjunkt ved Vordingborg lærde Skole under Fr. Langes Rektorat 1841–46, bestemte sig saa af Lyst til Lærergerningen og efter Madvigs Raad til at tage filologisk Embedseksamen, fik den i 1849 og blev derpaa Adjunkt i Odense. I Vordingborg havde han ægtet sit Søskendebarn, Jfr. Laura (Laurence Charlotte) Jørgensen. Da der efter Krigen oprettedes en dansk Skole i Haderslev, søgte og fik han Stillingen som Konrektor. Da Skolen i 1864 »midt i sin fulde Blomstring — som han siger i den meget kortfattede Levnedsskildring, han maatte indgive som filosofisk Æresdoktor ved Universitets festen i 1879 — blev omstyrtet af det fremmede Voldsherredømme«, fyttede han med sin Familie til København og kom ved denne Lejlighed, da han maatte tage over Hamborg og Lybæk med svensk Skib, for første og sidste Gang uden for sit Fædreland. I København stiftede han straks sammen med sine Kolleger »Haderslev Læreres Skole« og virkede her som Lærer, især i Latin, indtil 1888. I sin Fritid var han optaget af sit Oversættelsesarbejde, som han allerede havde begyndt i Haderslev. I 1870 samlede han sine Digte og Sange. I 1875 mistede han sin Hustru, 1891 døde hans yngste Søn Svend, en ung, elskværdig, digterisk begavet Filolog. Sine sidste Aar tilbragte han i Fasangaarden i Frederiksberg Have og døde her i Aaret 1897.
Mellem hans efterladte Papirer findes et Bind usædvanligt simpeltog sandfærdigt fortalte Erindringer af mit Liv, optegnede for mine Børn (1881–1891) og nogle, dels i Bøger (Nytaarsgave, helliget mine Forældre, 1841; Erindringernes Bog, min Kone helliget, 1842), dels paa løse Blade opskrevne utrykte Digte, hvoraf nogle her vil blive meddelte.
Især paa Grundlag af disse Erindringer skal der som Indledning til en ny Udgave af Lembckes Digte gøres noget nærmere rede for de personlige Livsforhold, hvoraf de fleste af disse Digte er fremgaaede: hans Følelser for sin Hustru og for sit Fædreland.
I
Som sekstenaarig Dreng var Lembcke en Sommer i Nysted paa Lolland og oplevede der noget, som fik Betydning for hans Liv. Herom skriver han i =Erindringerne=: »Idet jeg kom fra Haven, saa jeg tilfældigt gennem det aalne Vindu ind i den Stue, hvor min Fader og jeg havde vort Kvarter. Der laa en yndig lille Pige, frisk og blomsteende som en lille Rose, med Hovedet hvilende paa den ene Arm og med foldede Hænder, og sov trygt paa Faders Rejsekuffert. Jeg havde set hende lidt i Forvejen lege i Haven med sine smaa Veninder fra Præstegaarden; nu var hun bleven træt og havde søgt Ly i vort kølige Kammer. Det var en lille Kusine, Laura Jørgensen, 9 Aar gammel; hun var fra sin tidlige Barndom opdraget hos sin Bedstemoder. Jeg stod længe og glædede mig ved det smukke Syn. At det var et Glimt af min Fremtid, jeg saa, det anede jeg ikke.« Men uden at han vidste hvorledes, kom dette Billede ham siden bestandig i Tankerne. Hver Sommer saas de i København eller paa Lolland; efterhaanden1 kom der i hans Holdning over for hende noget hensynsfuldt; »det kom af sig selv ved det Indtryk, hendes hele Natur gjorde. Hun var tidligt udviklet, og uden nogen synlig Overgang var hun helt Kvinde, paa samme Tid som hun dog var helt Barn«. At der var noget mere imellem dem end den Fortrolighed, der kan være imellem enhver Fætter og Kusine, anede han ikke; »men saa kom det; stille og umærkeligt var det vokset frem; nu begyndte jeg at drømme om hende«. I en af disse Drømme, som han har fortalt i et Digt (Drømmen, S. 79), følte han sig først ganske ensom og ulykkelig og derpaa paa en forunderlig Maade trøstet og oplivet ved, at hun kom til ham og saa paa ham med et ubeskrivelig kærligt Blik. Det er Grundstemningen i denne Kærligheds Historie eller rettere i denne Kærlighed, der ingen Historie har, fordi den er saa fuldkommen naturlig, saa simpel og ren og uvilkaarlig.
Allerede i sin Barndom havde Edvard Lembcke følt sig ensom. Som ganske lille Dreng var han kommet til at græde over Aladdins Vuggevise ved Moderens Grav. Under sin egen Moders aarelange Sygdom, der gav Hjemmet et Præg af ængstelig Stilhed, lærte han »at gaa sagte, at fare med Lempe, at tage Hensyn«. Kort efter Moderens Død blev han selv syg og fik Blodspytning, han troede da en Tid, at han skulde dø ung. Mange Gange senere vendte Dødstanken tilbage; »den havde en Indflydelse paa mit Livs hele Retning, uden at den dog gjorde mig tungsindig eller ængstelig«. Var han ret tung om Hjertet, gik han ud paa Kirkegaarden og satte sig ved sin Moders Grav og kom da trøstet tilbage. I et utrykt Ungdomsdigt, Nattevandring, fra 1836 taler han paa Kirkegaarden, hvor han ret hygger sig som i et Hjem, med sin Moders Skygge; hun kalder ham til Døden, men han hænger ved Livet:
Farvel, kær Moder! du sove sødt!
i Østen skinner det rosenrødt.
Baade i Skolen og som Student og senere som Medlem af Latinskolernes Lærer-Kollegium satte Lembcke Pris paa et godt Kammeratskab og var ikke blot en paalidelig Kammerat, men en oprigtig Ven. Hans Venskab var dog aldrig af den meddelsomme Slags. En af hans Kolleger fra Haderslev (J. Fibiger) bruger herom et digterisk Udtryk, der meget godt betegner den stille Magt i hans Personlighed: »Han var en god Gren af Livets Træ at sidde og vokse ved Siden af.« I Grunden var han altid ensom, og ikke mindst i sin Ungdom. Han var f. Eks. aldrig Medlem af Studenterforeningen. Det Ungdomsdigt, Sværmeren, hvori han skildrer Drikkelagets Poesi, er meget langt fra Stilen i Studenterforeningens Visebog. Han havde i sin Ungdom een fortrolig Ven, Troels Smith, hvem han var saa tilpas forskellig fra, at de kunde være noget for hinanden; »hans Temperament var mere let og livligt, jeg var mere alvorlig og tilbøjelig til Tavshed, naar jeg ikke blev foranlediget til at tale«. Naar han om Sommeren besøgte denne gode Ven i hans glade Hjem paa Møn, havde han lykkelige Dage; naar han var alene uden ham i København, følte han sig meget ensom. Hans bedste Ungdomsdigte er de, hvori han har givet denne Ensomhedsfølelse Udtryk: Vagabundus og især Caspar Hauser og Samson.
Man kan da nok forstaa, at der i denne unge Mands Følelse for hans lille Kusine var en dybere Bund end der plejer at være i saadanne fætterlige Forelskelser, og at Lembcke selv som gammel Mand aldrig omtalte dette »usigelige«, som han kaldte det, for nogen, men bar den samme Sky derfor, som man bærer for det hellige. Det var den ensommes dybeste Fornødenhed, Trangen til at dele sit Liv med en anden, Livstrangen selv, som heri fik sin Tilfredsstillelse, og derom kan der ikke godt fortælles Historier. Efter Embedseksamen var han en Maanedstid sammen med hende i København og spaserede daglig med hende, havde altsaa Lejlighed nok til at sige hende, hvad han havde paa Hjerte, men vovede ikke at gøre det; thi »hvis hun ikke kunde svare Ja, saa var det jo uridderligt paa den ensomme Spaseretur, hvor hun ligesom stod under min Beskyttelse, at bringe hende i den pinligste Stilling«. Saa skrev han til hende, efter at have tilbragt nogle Dage efter hendes Afrejse i den sorteste Stemning, og saa var alt jo godt. Der fulgte saa en kort Ventetid, som faldt ham pinagtig nok (se Digtet I Baaden), S. 85), og saa i Sommerferien 1841 hentede han hende med Ekstrapost til deres nye Hjem i Vordingborg. »Da jeg den næste Morgen førte hende ud i vor Have — jeg ser hende endnu i den hvide Morgenkjole med en rød Sløjfe og den lille nydelige Kappe; nu er jeg saa gammel, at jeg kan skrive dette, min Længsel og mit Savn er ikke udslukket af Tiden; men nu kan Ventetiden jo ikke blive saa lang.«
I fem Aars Samliv lærte han ret sin unge Kones Dygtighed at kende; med liden Hjælp og faa Midler holdt hun, Fru Lembcke, som hun blev kaldt (»for den nydelige unge Kone,« sagde Byens Læge, »kunde man saa Gud da ikke kalde Madam«), sit ikke ganske lille Hus — der var Skoledrenge i Kost — i den smukkeste Orden og havde dog altid Tid tilovers for ham til lange Spasereture, eller til Læsning om Aftenen, eller til at synge ved Gitarren Sangene af Elverhøj og mange andre, som den Gang var i Yndest; »hun havde en dejlig Sopran, saa klangfuld og blød, og lykkeligvis havde hun ikke gennemgaaet nogen Syngeskole; jeg har aldrig hørt en saadan Kvindestemme siden«. Det var den Stemme, han tænkte paa, da han skrev Sangen om vort Modersmaal, der »har saa mild en Klang«.
»Lykkelige Mennesker har ingen Historie, hedder det jo; der er da heller ikke meget at fortælle om vort Liv i disse Aar uden det, at vi var glade ved hinanden. Endogsaa min poetiske Produktion hørte op; Virkeligheden var jo bedre end Drømmeverdenen.« Saa kom Historien, i 1848. Den Gang var de efter Vordingborg Skoles Nedlæggelse flyttet til København. Da lærte han atter sin Hustrus Dygtighed at kende fra en anden Side. Da han vilde med i Krigen, holdt hun ham ikke tilbage, og da han, efter at have maattet opgive sit Forsæt, læste af al Kraft til filologisk Eksamen under meget fattige Forhold i en indkneben københavnsk Lejlighed, havde han dog et Hjem i sit Studerekammer (se Digtet Til min Kone 1848). Saa kunde han endelig, efter Krigen, berede hende et nyt i et lille Landhus, Jørgenslyst, uden for Haderslev. Efter ti Aars barnløst Ægteskab fødte hun ham her den første Søn og efter hans Død i den spæde Alder endnu tre Sønner. »Da nu min Dreng blev lagt i mine Arme, og jeg saa Moderen mat og svag, men med et lyksaligt Smil, saa følte jeg mig saa overvældet af Lykke, at jeg var nær ved ligesom Petrus at blive forfærdet over al den Velsignelse.« — Da hun døde femogtyve Aar efter, var han ikke mindre overvældet af Sorg. »Livet er mig intet; jeg gider ikke holde det hen med Arbejde,« skal han den Gang have sagt til en Ven. Maaske han ikke har sagt netop saaledes — han tager i sine Erindringer bestemt Afstand fra den Skildring, Vennen (J. Fibiger) har givet af ham (Illustreret Tidende XXVI, Nr. 47); han holdt jo virkelig ogsaa Tiden hen med Arbejde. Men at han har følt saaledes, viser udtrykkelig de her optagne Digte fra disse Aar: Mit Hjem, I Ørkenen. Nu var han atter ensom.
II
Der var vistnok et godt Stykke af en Soldat i Edv. Lembcke — saa lidet soldatermæssig den lille, nærsynede Mand ellers saa ud. Som Barn havde han stor Morskab af at se Manøvrer, i sine Erindringer beskriver han en saadan med en forbavsende Hukommelse og Sagkundskab; som Student vilde han ikke være Medlem af Livkorpset, fordi »det var mig imod at være Soldat blot for Løjer«. I hans Kammeratskabs følelse var der Soldateraand. I den Koncert af alle Instrumenter, han skrev i sin Ungdom, afbrydes Elskovslegen pludselig af krigerske Kore; der er ikke blot Militærmusik, men Soldater fantasi deri. Hvor alvorligt han allerede i en meget ung Alder tog det med disse Ting, viser en lille Fortælling i Erindringerne. Han og hans Kammerater i anden Klasse i Metropolitanskolen havde en Gang besluttet et Korstog imod nogle Jødedrenge, der boede i en Fribolig i Krystalgade.
»Vi drog ud med stor Begejstring; men da vi naaede Fjendens Fæstning, saa vi Jødedrengene i en Hast forsvinde ind ad Porten, og i deres Sted kom en overmaade lang Skomagerdreng ud og nærmede sig paa en højst truende Maade. Ved det uventede Syn af denne Goliath kom der en Panik i den kristne Hær; mine Kammerater tog til Bens i en Fart; men jeg fandt det alt for uhæderligt at løbe; jeg blev staaende, skønt ikke med meget Haab om Sejr. Resultatet var da ogsaa i næste Øjeblik, at jeg havde en blodig Næse, og at gøre Gengæld var umuligt, da jeg ikke kunde naa min Modstanders Næse. Heldigvis blev Affæren standset ved nogle voksne Folks Mellemkomst, og jeg kunde gøre mit Tilbagetog med Bevidstheden om, at var alt tabt, var dog Æren reddet«.
Fæster man fra denne Drengeleg sine Tanker paa den historiske Alvorsdyst, Kampen mellem Dansk og Tysk, hvori Lembcke i sin Manddom tog Del, saa stod den lille, tapre Mand ogsaa der paa den samme Plads. Han var rykket ud med Begejstring, da han var med at grundlægge den Skole, der skulde være, som han siger, » Avantgarden for den danske Nationalitets Indrykning i det gamle danske Sønderjylland«. Han var en af dem, der havde tungest ved at begribe, at det var nødvendigt at vige for den fremrykkende Goliath. Han lærte aldrig ret at fordøje Skammen over Tilbagetoget fra Dannevirke og Freden, og den Udsigt, at hvad der er tabt i Krig, skal vindes i Fred, der blev hans Landsmænds Trøst, var aldrig hans. Han elskede sit Fødeland som en Soldat. Var han bleven rigtig Soldat, siger Fibiger, vilde han lagt sit Lig i Bresken, før han lod Fjenden slippe igennem.
I 1848 vilde han altsaa være det. Han gik paa Centralskolen til Uddannelse af Befalingsmænd, men led den bitre Skuffelse at blive vraget ved Prøven, fordi han paa Grund af sin Nærsynethed kom til at begaa en slem Fejl i Manøvreringen. »Jeg søgte at slaa mig til Ro med den Erkendelse, at jeg savnede i det mindste een Betingelse for at blive en brugbar Soldat. Hvis det blot kom an paa at holde ud paa sin Post, naar Kuglerne peb om Ørerne, eller at gaa frem til et Bajonetangreb, saa kunde jeg vel have gjort min Pligt saa godt som de fleste; men naar det galdt om at orientere sig i Terrænet, at føre en Patrulje om Natten o. a. l, saa vilde et nærsynet Menneske som jeg tit have været grumme ilde stedt og udsat for skadelige Fejltagelser.«
Naar han siden bestandig følte sig ligesom paa Forpost for et kæmpende Fædreland, saa forstod han naturligvis meget godt, hvad det var, han kæmpede for. Den, der har skrevet Vort Modersmaal, vidste nok, hvad Dansk var. For Lembcke blev Dansken, hans Moders Maal, mere og mere, hvad der var fint og ædelt, stort og stille. Han havde en meget ren Sans for det danske Sprog. Betegnende er hans Forhold til Grundtvig. I sin Ungdom havde han en Gang skrevet et længere mytologisk Digt om Asken Ygdrasil i den grundtvigske Manér; da han saa det trykt, havde Sætteren gjort »Dragens fule Tand« til »Dragens hule Tand«. Saa skrev han ikke mere i den Stil. Som Mand havde han i Sønderjylland en Del med nogle af Grundtvigs Disciple (Fr. Bojsen, Fr. Helweg) at gøre. Til den sidste sagde han en Dag »ganske roligt«, at Grundtvigs Aandsretning i mange Henseender — i Stil og Tone og især iden bestandige Søgen efter »dybere Ideer«, der »spejlede sig« i de historiske Kendsgerninger — jo var tysk. Da den første ved den Fest, hvortil »Vort Modersmaal« blev skrevet, kom hen til ham og klagede over, at han aldrig havde kunnet komme paa det rene med, om Edvard Lembcke havde været hans allerbedste Ven eller hans allerværste Fjende, svarede han, »som sandt var, at midt imellem vilde være den rigtigste Betegnelse«. Dette »ganske roligt« og »midt imellem« og »som sandt var« er godt Dansk og ganske Lembcke. — Paa et saadant mere renligt end oprindeligt Dansk skrev han sin Oversættelse af Shakespeare. Medens Foersom havde villet give sin Oversættelse »en Skygge af Oldtid«, vilde Lembcke, at Oversætteren skulde bevæge sig med samme Lethed og Naturlighed i sin Tids Sprog, som Digteren i sit. Hans Shakespeare forholder sig til Foersoms omtrent som Wilsters Homer til Poul Møllers. (Se videre herom Ill. Tidende XXXVIII, Nr. 27.)
Denne Simpelhed, som giver selv det store et Præg af Venlighed og Ynde, som han saa i det danske Sprog og i den danske Natur — hvad han som ung havde set paa Møn, glemte han aldrig — traf han i Folket selv i 1848. Da følte han, den ensomme, hvad det vil sige at være med i et Folk. Som Dreng havde han følt varmere for den græske Frihedskrig og Polens Opstand end for Julirevolutionen. De danske Frihedsbevægelser under Christian den Ottende havde endnu kunnet forekomme ham at have lidt vel parisisk i Stilen. Men nu var han med. Da det ved den Forsamling, som Studenterne i Tilslutning til Kasinomødet holdt paa Universitetet, blev foreslaaet at synge Marseillaisen, men der fra alle Sider blev raabt: »Skal vi have Revolution, saa lad det blive paa Dansk!« da han til Tonerne af »Danmark, dejligst Vang og Vænge« gik med i Borgertoget med Professor Høyen under den ene Arm og en Arbejdsmand under den anden, da han hørte dem juble »Naar Kongen er med os« omkring Kong Frederik paa den hvide Hest — da forelskede han sig, kan man vel sige, i dette nye Danmark, der »var saa ungt og saa saa yndigt ud«. Saa meldte han sig straks, da den nye Skole blev stiftet »for Fædrelandet og Videnskaberne« (patriæ et litteris), til at kæmpe for det og skrev herovre om det Sejrssangene Vort Modersmaal og For Sønderjylland. Politik følte han intet Kald til at være med i: jeg vilde hellere arbejde i en Tændstikfabrik end sidde i Rigsdagen, sagde han senere; men derovre var det anderledes: »Det var det store nationale Spørgsmaal, Danskhedens Bevarelse, og i den Betydning var vi alle ivrige Politikere. — Dannevirkes Holdning var i Grunden inspireret af den danske Kres i Haderslev, hvortil og saa Kryger hørte. Vi var alle nationalliberale, især nationale, og altsaa Tilhængere af Halls Ministerium; men vi kunde ikke finde os i hans ængstelige Forsigtighed og Mangel paa fast Optræden over for de »venskabelige« Magters Mæglingsforsøg«. Enkelte Artikler i denne Retning skrev han til Dannevirke. Saa kom 1864, og Sejrssangen blev en Sørgesang.
Disse Digte fra 1864 og Aarene derefter er vistnok i Stil og Stemning det stærkeste, Lembcke har frembragt. Hans Ungdomsdigte og Kærlighedsdigte, saa rene og smukke de er, vil næppe nogen nu finde særdeles betydelige. Det er efterromantisk Lyrik, Stilen er Herbergsk, Stemningen Paludan-Müllersk. Men det er umuligt ikke at finde disse senere Digte betydelige. I dem gør Lembcke Overgangen fra Heiberg til Hauch. Det er ikke tilfældigt, at et af dem er skrevet i samme Versemaal som »Hvorfor svulmer Weichselfloden«. Det er den højeste Lov, der kan gives dem, at de i Stil og Stemning nærmer sig dette Digt, i Lædrelandsfølelsens sorgfulde Patos det største, som i al Fald vor Poesi ejer. De er digtede enten umiddelbart efter Ulykken som Lejlighedsdigte, hvortil han ikke behøvede nogen Bestilling, da de kom af sig selv, eller senere, da han i København, men med alle sine Tanker i det tabte Hjem, følte Brostenene brænde sig under Fødderne. Disse Vers er, om ellers nogen, gjorte af Indignation. Hvad den franske Billedhugger Rodin har fremstillet i den berømte Gruppe »Mændene fra Calais«, har Lembcke udtrykt i disse Digte, der giver alle Nederlagets og Ydmygelsens Stemninger: Sorgen, Skammen, Harmen, de sammenbidte Læber. Nu, da vi er kommet saa vidt, at vi er færdige at raabe Hurra for 1864, har det mere end historisk Interesse at lære disse Stemninger at kende. Der er dem, som Glæden driver til at yde det højeste, kun Sorgen drev Lembcke til det. Man vil finde, at der i de to eller tre dybt sørgmodige Digte, han skrev efter sin Hustrus Død og gemte i sin Skrivebordsskuffe, er en større Poesi end i alle dem, der stammer fra den lykkelige Tid. Som Digter er han størst, naar han — som i det Digt, der først gjorde Indtryk paa ham — sidder ved Graven og hører Stormen »sukke ved, hvad han forliste«. Og er det dog kun faa og smaa Digte, hvori han har givet sin Sorg og Harme et Udtryk, saa kommer det vel af, at han kunde udtrykke sine Følelser med andres Ord, som han vidste var mægtigere end hans egne. Han forstod virkelig Shakespeare og Byron, da han oversatte dem.
Saaledes vil man forhaabentlig endnu længe huske Forfatteren af Vort Modersmaal som den, der har sagt ikke blot jævne Ung, men dybe og stærke Ting paa en stille Maade. Selv vilde han ganske sikkert kunne nøjes med at vide, at det vilde vedblive at leve, som han har levet for.
Thi —
— Aarene rulle og skiftes om paa Jord,
og vore Navne glemmes som Sne, der faldt i Fjor,
og Slægt efter Slægt segner hen paa Nornens Bud;
men hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud.
VILH. ANDERSEN