Kommer Brødre! se, Natten blinker;
Dagens tunge Bekymring dør;
se, vor Dronning til Festen vinker
i sit stjernebesatte Slør!
smiler høj og stille,
Nattens hvide Rose ved sit Bryst,
Øjets Straaler spille
sødt med Drømmens Lyst.
Højt med Lamper hun hvælver Salen;
stærke Skygger staa Vagt om Dalen;
selv har Moderen fyldt Pokalen,
hendes Sønners Trøst.
Tømmer, Brødre, det fulde Bæger:
Nattens Dronning er stor i Magt!
Du, som bløder! dit Saar hun læger
med den snehvide Roses Pragt.
Elsker du den røde,
Broder, du med Øjets stærke Brand?
snart du ser den gløde
ved Pokalens Rand.
Kinder blusse og Øjne svømme,
og paa Nektarens gyldne Strømme
stige salige Rosendrømme
fra det skjulte Land.
Slutter Pagten blandt tavse Skygger:
evigt Moderens Tempel staa!
hvor den Høje sit Alter bygger,
kækt og trofast vi Kresen slaa.
Jublende vi sværge:
Verden bøjes skal til hendes Pris!
Syngende vi værge
Nattens Paradis.
Se, vor Dronning har skønne Terner,
hendes Døtre som lyse Stjerner;
gerne Skjalden om Skønhed værner,
sød er Kampens Pris.
Hvem er hun med den blege Lilje,
med de dunkle Violers Krans?
og paa Panden den stærke Vilje
og i Øjet den dybe Glans?
Skønne, lad mig skue
dybt ind i dit Øjes dunkle Nat:
gylden ser jeg lue
der min Længsels Skat!
Søde Brud, kom i mine Arme!
lad kun Livet omkring os larme;
lad os dø i den stille, varme,
elskovsrige Nat!
Ha, hvor sælsomt dit Øje lyser!
Læben smiler saa vellystvild;
hvor dit Kys mig i Hjertet gyser! —
var det Is, eller var det Ild? —
Ve mig! elskovsblindet,
Dødens kolde Datter favned jeg!
Blege, du har vundet!
mørk er nu min Vej. — —
Brødre, jubler og Skrækken dølger!
min Valkyrie! kom, jeg følger;
styr min Baad paa de dunkle Bølger!
Se, jeg skælver ej!