Kommer Brødre! se, Natten blinker;
Dagens tunge Bekymring dør;
se, vor Dronning til Festen vinker
i sit stjernebesatte Slør!
smiler høj og stille,
Nattens hvide Rose ved sit Bryst,
Øjets Straaler spille
sødt med Drømmens Lyst.
Højt med Lamper hun hvælver Salen;
stærke Skygger staa Vagt om Dalen;
selv har Moderen fyldt Pokalen,
hendes Sønners Trøst.
Tømmer, Brødre, det fulde Bæger:
Nattens Dronning er stor i Magt!
du, som bløder, dit Saar hun læger
med den snehvide Roses Pragt.
Elsker du den røde,
Broder, du med Øjets stærke Brand?
snart du ser den gløde
ved Pokalens Rand.
Kinder blusse og Øjne svømme,
og paa Nektarens gyldne Strømme
stige salige Rosendrømme
fra det skjulte Land.
Slutter Pagten blandt tavse Skygger:
evigt Moderens Tempel staa!
hvor den Høje sit Alter bygger,
Jublende vi sværge:
Verden bøjes skal til hendes Pris!
syngende vi værge
Nattens Paradis.
Se, vor Dronning har skønne Terner,
hendes Døttre som lyse Stjerner;
naar du dristigt om Skønhed værner,
sød er Kampens Pris.
Hvem er hun som den ranke Lilje,
med de dunkle Violers Krands?
og paa Panden den stærke Vilje,
og i Øjet den dybe Glands?
Skanne, dybt jeg skuer
i dit Øjes stjerneklare Nat:
gylden der mig luer
mine Længslers Skat!
Søde Brud, kom i mine Arme!
lad kun Livet omkring os larme;
lad os dø i den stille varme,
elskovsrige Nat!
Ha, hvor sælsomt dit Øje lyser!
Læben smiler saa vellystvild;
hvor dit Kys mig i Hjertet gyser!
var det Is, eller var det Ild?
Ve mig! elskovsbundet
Dødens falske Datter favned jeg!
Blege, du har vundet!
mørk er nu min Vej.
Brødre, jubler og Skrækken dølger!
min Valkyrie, se, jeg følger;
styr min Baad paa de dunkle Bølger
kom, jeg skælver ej!